Især den gamle bydel med sine bindingsværkshuse og brostem gjorde, at parret bag Broges Kafé og Deli, Pernille Larsen og Brian Mortensen, er faldet pladask for Haderslev. Foto: Mette Henriksen

Især den gamle bydel med sine bindingsværkshuse og brostem gjorde, at parret bag Broges Kafé og Deli, Pernille Larsen og Brian Mortensen, er faldet pladask for Haderslev. Foto: Mette Henriksen

Caféliv:

Ny café spreder hygge og kærlighed

“Deleforældre”: Pernille Larsen og Brian Mortensen står bag Broges Kafé & Deli på Nørregade, som har sin tvilling i Aarhus

Af
Mette Henriksen

“Kan jeg bestille bord til weekenden?”
Parret bag byens nye café, Broges Kafé & Deli på Nørregade, Pernille Larsen og Brian Mortensen, er ikke i tvivl: Hadersleverne har savnet at sætte sig til bords i det hyggelige og traditionsrige lokale på Nørregade. Og forventningsglæden er gensidig.
“Det virker til at folk her i byen er lige så utålmodige, som vi er. Folk har løbende stukket hovedet indenfor for at fortælle os, at de glæder sig. Det er dejligt og i aller højeste grad gensidigt,” siger parret, som kastede sig ud i deres første caféeventyr på Brogesvej i Aarhus for to år siden. Her er alt, som serveres på tallerkenen økologisk og hjemmebagt, og det bliver det også i Haderslev.
“Her i Haderslev er lokalets størrelse desuden oplagt til at byde ind med forskellige events. Indtil videre er konceptet og menukortet det samme, som i Aarhus. Økologiske varer er målsætningen, og er det ikke muligt, det kan for eksempel nogen gange være svært med kød, så er det i hvert fald bæredygtigt eller lokalt,” fortæller Pernille Larsen, der nedstammer fra en slægt af kogekoner. Hendes bedre halvdel, Brian, har arbejdet i shippingbranchen.
“Pludselig en dag gik det op for mig, at den kontakt jeg arbejdsrelateret havde til andre, udelukkende foregik på skype og mail. Jeg tog fri et par dage og fandt ud af, at jeg skulle noget helt andet. Noget med mennesker, kontakt og liv,” fortæller Brian Mortensen, som er kommet på den helt rette hylde.
“En af vores stamkunder sagde forleden, at vores café er rendyrket hygge og kærlighed, og det stemmer meget godt overens med det, vi selv gerne vil stå for. Her er plads til alle, også børn, babyer og ammende mødre, som også meget gerne må låne mikrobølgeovnen,” siger Pernille og Brian som lige nu - og også fremover - pendler mellem to lejligheder og to caféer i henholdsvis Haderslev og Aarhus.
“Lige nu er vi i fuld gang med at ansætte personale. Planen er, at vi åbner inden 1. december, og gerne før.”

Publiceret 16 November 2015 12:00