Stemning:

Haderslev får også julelys i øjnene i år

Haderslev Butikker meddeler, at Haderslev by også vil blive smykket med julelys i år

Af
Peter Rasmussen

“Rigtig mange mener at Haderslevs julebelysning er én af Danmarks smukkeste, og det bliver den også i år,” lyder det fra koordinator hos Haderslev Butikker, Christian Schulz. Han fortsætter:
“Julebelysningen bliver hvert år udvidet – og i år og næste år er planen, at en del af pærer bliver udskiftet med de energi besparende LED pærer. Det sker samtidig med at en del af det gran som er på julebelysningen også skal skiftes.”
“Hvis der var økonomi til det blev det hele udskiftet på én gang, men vi må tage det i det tempo som vi har penge til,” siger Christian Schulz:
“De tre store juletræer, Gravene, Torvet og Stormklokken, samt hele jule belysningen i træerne rundt om i byen, har nu fået LED lys – så det går fremad,” fortæller han.
Julebelysningen betales dels af Haderslev Butikkers medlemmer, dels af en lang række øvrige erhvervsdrivende. I alt skulle der gerne blive indbetalt 225.000 – det samme beløb som sidste år.
“Det er dyrt – men beløbet dækker jo dels over opsætning og nedtagning af belysningen, opbevaring, forsikring samt vedligeholdelse og nyanskaffelser og forbedringer,” oplyser Christian Schulz.
“Vi er utrolig glade for den store opbakning som vi har i Haderslev – det viser jo, at vi sønderjyder bakker op om det lokale – det mærkes jo også i kampagnen 'Tak fordi du handler lokalt', slutter koordinatoren.

Publiceret 16 November 2015 06:00