Sådan kender vi Inge Vad Wodskou. Letgenkendelig med sine markante, sorte briller og korte hvide hår og altid på farten i sin Mini.

Sådan kender vi Inge Vad Wodskou. Letgenkendelig med sine markante, sorte briller og korte hvide hår og altid på farten i sin Mini.

Fødselsdag:

Vardes tidligere turistchef fylder 75 år

En aktiv kvinde med mange jern i ilden. Inge Vad Wodskou fylder 75 år den 8. januar

Af
Kim Schou

Inge Vad Wodskou er om nogen en Varde pige med en drivkraft og en intensitet - voldsom, uberegnelig og stærk som vestenvinden. En orkan af smittende livsglæde, viljestyrke med en positivitet og et skarpt talerør, der flytter bjerge.

En ting der kendetegner Inge, er hendes engagement i alle ting. Inge har altid gang i nye tiltag og helmer ikke før målet er nået.

Letgenkendelig er hun også med sine markante, sorte briller og korte hvide hår, lattermildhed og altid på farten i sin Mini Cooper med 'Pomse', hendes lille hund, spændt fast på forsædet.

Født i Varde

"Jeg er datter af vognmand H. H. Sørensen og hustruen Grethe, der havde mælkeudsalg i mit barndomshjem på Lundvej," fortæller Inge Vad Wodskou.

"Og her bor jeg stadig. Jeg er ikke flyttet hjemmefra endnu," griner hun.

Inge er uddannet folkeskolærer i Esbjerg og i perioden 1964-1972 var hun lærer i Vejle og på Sct. Jacobi Skole i Varde.

Fra 1972-1989 var Inge turistchef i Varde, men blev siden distrikts-chef ved Dancenter sommerhusudlejning.

"I 1990 købte jeg 'Keramikhuset' i Vejers med salg af brugskunst, og i 2011 køber jeg 'Frøken og Fruen', der er en tøjbutik i Vejers. Samtidig er jeg også medejer af Feriehus-Direct - et sommerhusudlejningsbureau," fortæller hun.

Inge Vad Wodskou var i mange år gift med Niels Wodskou, der døde i 2011. Niels Wodskou var gennem en årrække også lærer på Sct. Jacobi Skole og var en af landets dygtigste målmænd. Han nåede at spille 388 1. holdskampe for Vejle Boldklub. En karriere, der resulterede i to danske mesterskaber i 1971 og 1972 samt vinder af landspokalturneringen i 1974 og 1977.

Foreningsmennesket

Inge har været tilknyttet 7-kanten siden 1984 i mange funktioner som alt fra kaffedame til formand siden 2011.

Inge er desuden aktivt medlem af Venstre i Varde, sidder blandt andet i bestyrelsen for TV-Syd Fonden og Smedeværkstedet Varde, og er også i 'byrådet' for Varde mini-by.
Inge var årets Vardenser i 2011.

Ja, listen er lang med de ting Inge Vad Wodskou er involveret i.

Publiceret 01 January 2016 11:00