Projektleder Morten Teilmann-Jørgensen glæder sig over de mange gæster.

Projektleder Morten Teilmann-Jørgensen glæder sig over de mange gæster.

Besøgende strømmer til Jelling

Stor succes for Kongernes Jelling. Næsten dobbelt så mange som forventet har besøgt museet i 2015

Af
Jørgen Flindt

Nogle gange overstiger virkeligheden i den grad fantasien, og sådan har det været med Kongernes Jelling.
Med 136.000 besøgende i 2015 kom der ikke bare flere gæster, end museet selv turde håbe på. Der kom mange flere.
“Det havde vi ikke set komme, og det overstiger vores vildeste forhåbninger. Der var en enkelt medarbejder, der forinden nævnte 70.000 besøgende, men det var så optimistisk, at det troede ingen vist på. At det så skulle bliver næsten dobbelt så stort, er uvirkelig,” siger Morten Teilmann-Jørgensen, der er Projektleder hos Kongernes Jelling
Men det er virkeligt, og der er ingen tvivl om, at museets ombygning spiller kraftigt ind. Der er bygget om for 60 millioner kroner, og museet formidler nu på en helt ny måde. Derfor var der mange nyheder at præsentere efter åbningen i juni af det nye Kongernes Jelling, og siden er det gået stærkt.
Til tider meget stærkt.
“Der var 4000 besøgende i løbet af foråret, hvilket var flot, for det var stort set kun butikken, der var åben. Men efterfølgende er 132.000 kommet forbi. Det har været mange dage med over 1000 gæster per dag, og den dag, der var flest besøgende, talte vi 1900 gæster. Det kan museet godt holde til uden for lange køer, viste det sig, men det er nok også lige på grænsen af mætningspunktet,” forklarer han, og fortæller videre, at museet har fået flot respons tilbage fra gæsterne.
“Vi får så mange gode tilbagemeldinger, hvad vi er meget glade for. Der har været enkelte få utilfredsheder, men ellers er vi kun mødt af positiv respons,” siger han.

Publiceret 02 January 2016 14:00