Se filmen

Se filmen "Intet bliver som før" i Det Grønne Hus.

Klimaudfordringer på film hos Det Grønne Hus

Det Grønne Hus inviterer til klimafilm, når man den 12, januar viser Naomi Kleins "Intet bliver som før".

Klimaforhandlingerne i Paris er lige overstået – og med et bedre resultat end mange havde frygtet. Landene er blevet enige om at gøre en indsats for at mindske den gennemsnitlige globale temperaturstigning.
- Men der er stadig behov for optimisme og vilje, hvis indsatsen skal følges til dørs, og intentioner ikke skal afløses af spekulationer, siger Lotte Lund fra Det Grønne Hus, som har skaffet et nyt håb til Køge i form af filmen ”Intet bliver som før”.
Filmen giver et rids af klimaudfordringerne, vi står over for, men kommer ikke med de klassiske sentimentale dommedagsperspektiver, som man ellers ofte kan støde på i debatten. Naomi Klein, forfatter til flere bøger om den moderne verdens udfordringer, har begået en film, som gennem forskellige portrætter lægger op til handling.
Filmen er for nylig blevet vist på filmfestivalen CPH:DOX, og i anmeldelserne siges det, at filmen ikke alene kan ændre verden men kan skabe håb, så man selv får lyst til at gå en ekstra mil for ar bidrage til at mindske temperaturstigningerne.
- Det er oplagt at bringe de store diskussioner ned til vores egen hverdag i Køge, så derfor omlægger vi årets første Folkekøkken til en filmaften og håber, at andre lige som mig, der ikke nåede til København, vil benytte anledningen til at mærke håbet, siger Lotte Lund.
Filmen vises tirsdag d. 12. januar kl. 19.00. Cafeen holder åbent fra kl 17.00, hvis man vil spise med inden filmen.
Pris: Det koster 75 kroner pr. voksen at spise med, mens deltagelse i filmaften er gratis.

Publiceret 02 January 2016 10:00