Indlæg:

"Jeg vil ikke vælges fordi jeg er kvinde"

Den tidligere regering besluttede at tvinge virksomheder til at lave en ligestillingspolitik. Denne politik støtter Venstre nu forunderligt op omkring. Det gør ikke blot ondt i mit liberale hjerte, fordi at tvang aldrig må være vejen frem. Men jeg vil altså ikke vælges, fordi jeg er en kvinde. Jeg vil vælges på baggrund af mine kompetencer.
Det samme gør sig gældende i valgkampe. Her ser vi igen hvordan nogle kvinder fører en kampagne med slogans som ”stem kvinderne ind” og ”stem på mig fordi jeg er kvinde”. Jeg er enig i, at demokratiet skal afspejle befolkningen – og jeg kan også se, at det byråd jeg sidder i, har et klart overtal af mænd. Der sidder faktisk 26 mænd og 5 kvinder. Men dette skyldes ikke i, at befolkningen ikke stemmer på kvinder. Vi har mange kompetente kvindelige politikere, som får rigtig mange personlige stemmer. Men det skyldes, at der er langt flere mænd end kvinder, der stiller op til valg. Muligvis fordi kvinder prioriterer deres tid anderledes. Men selvom jeg klart opfordrer flere kvinder til at stille op, så må det aldrig være et mål i sig selv, at stemme på kvinder, udelukkende fordi de er kvinder. Jeg har meget tiltro til vælgerne – og at de stemmer på den, de mener, vil gøre det bedst. Sådan bør det også være i erhvervslivet. Jeg vil hverken vælges til eller fra på baggrund af mit køn. Men jeg vil gerne vælges til eller fra på baggrund af mine kompetencer.
For mig er det ekstremt nedværdigende, at skulle have statens hjælp til at blive valgt. Jeg er meget skuffet over, at Venstre støtter den tidligere regerings politik og derved tvinger virksomhederne til at offentliggøre deres valg af kvinder til ledelsen. Det har aldrig været liberal politik, at tillade at staten agerer direktion i private virksomheder. Så kære regering – stram op, vi kvinder, vi kan godt selv!

Publiceret 02 January 2016 17:00