Cecilie Flade er ved at uddanne sig til konditor.

Cecilie Flade er ved at uddanne sig til konditor.

Fokus på faglærte fremtidsdrømme

Region Sjælland sætter spot på EUD- og EUX-uddannelser - forældre og elever i 9. og 10. klasse er målgruppe i den nye kampagne EUDdream.

Førhen hed det: Hvad kan jeg blive? Nu hedder det, hvad drømmer jeg om at blive? Region Sjællands nye kampagne EUDdream kaster lys over alle de muligheder, unge har for at forfølge deres drømme med en EUD (erhvervsuddannelse) og en EUX (erhvervsuddannelse med gymnasiale fag) uddannelse.
I EUDdream møder man Lone Gettermann, der fortæller, at hendes datter Karoline Gettermann Sørensen droppede ud af HF. Nu er Karoline på sidste år af SOSU-assistentuddannelsen på SOSU Sjælland og læser kemi på c-niveau som e-learning om aftenen. Med en SOSU-assistentuddannelse og kemi på c-nivaeu kan hun søge ind på sit drømmestudie som jordmoder.
Kristian Jensen er far til Mads Jensen, der var skoletræt i 10. klasse. Nu har Mads fundet glæden ved at lære på EUX Business på Køge Handelsskole og sit mål, han drømmer om at blive biløkonom. Jeppe Nilausen Hansen er i gang med en VVS på EUC Sjælland, han er fjerde generation VVS i en stolt håndværkerfamilie. Jeppe drømmer om en fremtid som selvstændig eller måske, vil han læse til ingeniør. Cecilie Flade har valgt konditorfaget, selvom hendes forældre syntes, hun skulle i gymnasiet. Cecilie drømmer om at åbne sin egen cafe med kvalitetsprodukter. Karoline, Mads, Jeppe og Cecilie går alle på en EUD skole i Region Sjælland.

Mange muligheder for videre uddannelse

En af pointerne i EUDdream-kampagnen er, at der er masser af videreuddannelsesmuligheder både med en EUD- og en EUX-uddannelse. EUD-uddannelser giver adgang til forskellige akademiuddannelser og med supplering også til lange videregående uddannelser. EUX er to uddannelser i en, man bliver faglært eller får svendebrev, og samtidig får man en studiekompetence. Studiekompetencen kan give adgang til CBS, universiteterne og DTU, afhængig af hvilken linje, man har valgt.
Med den nye reform i 2014 har de 105 erhvervsuddannelser fået et løft, og samtidig er EUX kommet til. Minister for undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby har netop meldt ud, at der bliver endnu otte EUX-uddannelser i 2016, så det bliver muligt at læse EUX på 44 ud af de 105 EUD-uddannelser.
Der er mange muligheder i de nye uddannelser for at forfølge sine drømme, hvad enten de handler om at blive selvstændig, læse videre eller arbejde med det, man holder allermest af. På EUDdream.dk og på EUDdreams Facebook kan man møde Karoline, Mads, Cecilie og Jeppe med forældre og høre diskussioner, valg og veje ind i deres drømmeuddannelser rundt om på EUD-skolerne i Region Sjælland.

Mads Jensen, EUX Business på Køge Handelsskole.

Mads Jensen, EUX Business på Køge Handelsskole.

Karoline Gettermann Sørensen er i gang med SOSU-uddannelsen som et skridt på vej mod drømmen om at blive jordmoder.

Karoline Gettermann Sørensen er i gang med SOSU-uddannelsen som et skridt på vej mod drømmen om at blive jordmoder.

Jeppe Nilausen Hansen, EUC Sjælland.

Jeppe Nilausen Hansen, EUC Sjælland.

Publiceret 04 January 2016 14:00