- Det er noget, vi skal håndtere, siger borgmester Flemming Christensen (K) om problemerne med oversvømmelser.

- Det er noget, vi skal håndtere, siger borgmester Flemming Christensen (K) om problemerne med oversvømmelser.

Politikerne er klar med penge til en løsning

Om få dage tager byrådets teknik- og miljøudvalg fat på at finde en løsning på problemerne med oversvømmelser i nogle områder - også selv om der følger en regning med.

Af
Martin Rasmussen

Der er udbredt politisk vilje i byrådet til at finde en langsigtet løsning på de tilbagevendende problemer med oversvømmelse - og til at sætte penge af til denne løsning.
- For nogle år siden gennemførte vi nogle tiltag, men den aktuelle situation viser jo, at det slet ikke var nok. Nu må vi analysere sagen, og finde en løsning. Det er ikke et pengespørgsmål - det er noget vi skal håndtere, siger borgmester Flemming Christensen.
Mette Jorsø (V), der er formand for byrådets teknik- og miljøudvalg, var ude med Beredskabet for at følge indsatsen mod vandmasserne i flere områder. Her kunne hun blandt andet ved selvsyn konstatere, at Hastrupsøerne ikke kunne rumme de store mængder vand fra oven, og at området omkring Marksvinget fortsat er yderst sårbart trods tidligere initiativer.
- Problemerne skal blandt andet findes i kloakkerne. Rørene bliver mindre og mindre på vej ud mod bugten, og det er et problem i ekstreme situationer, siger hun.
Nogle steder kom der kloakvand op på vejen, og Mette Jorsø bebuder, at man i udvalget nu sammen med Forsyningen vil se på, hvad man kan gøre for kapaciteten i kloakkerne.
Desuden står det også klart for hende, at de tidligere løsninger omkring Marksvinget slet ikke er tilstrækkelige.
- Vi må tænke i langsigtede løsninger - ikke mindst fordi vi får større og større vandmængder i nogle situationer, siger Mette Jorsø, der selv har boet på Vandsstjernevej, der var et af de hårdest ramte områder, hvor vandet stod helt op til husene.
Også Marie Stærke (S) kalder på handling her og nu.
- Vi må have det op i teknik- og miljøudvalget. Der er åbenbart stadig et stort problem trods de tidligere tiltag, og det er vi nødt til at gøre noget ved, siger Marie Stærke, der vil finde pengene i kassen gennem en tillægsbevilling.
- Vi kan ikke vente på budgetforhandlingerne, fastslår hun.
Der er møde i teknik- og miljøudvalget næste gang den 12. januar.

Mette Jorsø (V), formand for byrådets teknik- og miljøudvalg, var søndag ude og følge indsatsen mod vandmasserne.

Mette Jorsø (V), formand for byrådets teknik- og miljøudvalg, var søndag ude og følge indsatsen mod vandmasserne.

- Pengene til en løsning må findes med en tillægsbevilling, siger Marie Stærke (S), der kalder på en hurtig indsats for en langsigtet løsning.

- Pengene til en løsning må findes med en tillægsbevilling, siger Marie Stærke (S), der kalder på en hurtig indsats for en langsigtet løsning.

Publiceret 04 January 2016 07:00