HUSK PAS:

Så er der indført grænsekontrol

Af
Betina Skjønnemand

Danmark indfører midlertidigt grænsekontrol ved den dansk/tyske grænse.
Det meddelte statsminister Lars Løkke Rasmussen ved et pressemøde i dag, mandag, kl. 12.
Grænsekontrollen indføres efter, at Sverige ved midnat indførte ID-kontrol ved deres grænser.
»Regeringen har besluttet, at der fra i dag kl. 12.00 indføres midlertidig grænsekontrol til Tyskland«, sagde Løkke.
Der er ikke tale om fuldstændig kontrol af alle køretøjer, der passerer grænsen, men om stikprøvekontroller af biler, busser, lastbiler og andre køretøjer baseret på »løbende observationer af trafikken,« forklarede Løkke ifølge jp.dk.
Efter regeringens beslutning iværksætter politiet allerede i dag, mandag, en intensiveret kontrolindsats på grænsen til Tyskland som følge af den ekstraordinære flygtninge- og migrantsituation.
"Vi sætter flere politifolk ind ved selve grænsen, og der vil blive gennemført flere stikprøvekontroller af tilrejsende til Danmark," siger rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg.
Politiet flytter den igangværende kontrolindsats i grænseområderne helt frem til selve grænsen og tilfører yderligere mandskab til opgaven. Dermed vil i alt cirka to hundrede politifolk i skift være indsat på opgaven.
Grænsekontrollen indføres i første omgang i 10 dage med mulighed for forlængelse i yderligere 20 dage. Der bliver i første omgang ikke indført transportøransvar.
I  Padborg har politiet allerede gennem et stykke tid kontrolleret alle tog fra Flensborg på den anden side af grænsen for at undersøge, om der er udlændinge med, der ønsker at søge asyl.

Publiceret 04 January 2016 12:45