Fløjtenisten, Michala Petri og guitaristen, Lars Hannibal, gæster Gram Slot i det nye år.

Fløjtenisten, Michala Petri og guitaristen, Lars Hannibal, gæster Gram Slot i det nye år.

Musik:

Verdensstjerner på Gram Slot

Michala Petri og Lars Hannibal indtager scenen på Gram Slot søndag den 24. januar

De to danske verdensstjerner, fløjtenisten, Michala Petri og guitaristen, Lars Hannibal gæster Gram Slot søndag den 24. januar klokken 20, hvor de tager publikum med på en musikalsk rejse ind i den klassiske musiks forunderlige verden.
De to musikere har spillet i verdens store koncerthuse, og deres duo, Petri/Hannibal Duo, har eksisteret i 25 år, så du kan vente dig en helt sublim oplevelse, når de to erfarne musikere tager publikum ved hånden og fører dem gennem bl.a. Vivaldi, Carl Nielsen og Bachs musiske univers. Koncerten er krydret med anekdoter fra Petri & Hannibals lange internationale karriere og fortællinger om deres instrumenter og komponisterne.
Petri og Hannibals musikalske modenhed og tekniske overlegenhed på deres instrumenter flytter fokus fra musikerne til at omslutte hele salen – Den Holstenske Lade på Gram Slot, der er som skabt til en sådan koncert.
”Jeg har både hørt Michala Petri og Lars Hannibal spille, men aldrig sammen, så jeg glæder mig meget til at de kommer, for de er så fantastiske musikere, der kan løfte musikken ind i en anden dimension”, udtaler Sanne Brodersen, Gram Slot.

Publiceret 04 January 2016 06:00