Bulldogs storsejrede over ond ånd

Esbjerg Energy blev besejret med hele 9-3 hjemme i Odense

Odense Bulldogs fik endelig ram på Esbjerg. Et hold, som fynboerne har haft mere end ualmindeligt svært ved at besejre den seneste tid.
Faktisk havde Esbjerg vundet de seneste otte kampe i træk, og ved det seneste møde i Esbjerg før jul, blev Bulldogs sendt hjem med en syngende lussing på hele 9-0.
Men tirsdag aften var det vestjydernes tur til at blive sendt hjem med en ordentlig én over nakken.
De to hold startede nogenlunde jævnbyrdigt ud, og faktisk var det udebaneholdet, der først kom på tavlen ved Matt Pistilli efter halvandet minut. Hjemmeholdet svarede dog hurtigt igen med to scoringer på halvandet minut. Dale Mitchell og Henry Hardarson stod bag udlignings- og føringsmålet.
3-2 lød stillingen, da de to hold gik ind til 2. periode. En periode, hvor det for alvor tog fart for hjemmeholdet.
6-1 blev den periode vundet, og så var den kamp sådan set ovre. Først til allersidst fik Esbjerg sminket meget lidt på resultatet.
Mike Daugulis havde stor andel i den fabelagtige periodes overlegne resultat, idet han var manden bag tre af målene.
Sejren sendte Bulldogs op på den vigtige fjerdeplads, men der er kamp om positionerne i den del af Metal Ligaen med tre point op til netop Esbjerg på tredjepladsen og blot et enkelt point ned til efterfølgerne fra Rødovre og Herning.
Næste opgave bliver mod Rødovre Mighty Bulls, der kommer på besøg i Bryggeriet Vestfyens Arena på tirsdag.
KAMPEN I TAL
Odense Bulldogs – Esbjerg Energy 9-3 (3-2, 6-1, 0-0)
01:24 0-1 Matt Pistilli (ass. Lamoureux, J.Christensen)
02:01 1-1 Dale Mitchell (ass. Grønvaldt)
02:58 2-1 Henry Hardarson (ass. Wiles, McDonough)
15:17 3-1 Sean Wiles (ass. Nettelbladt, Mitchell)
19:54 3-2 Søren Nielsen (ass. Hjulmand, Nixon)
20:44 4-2 Henry Hardarson (ass. Wiles, Lyø)
24:30 5-2 Sean Wiles (ass. McDonough, Hardarson)
25:25 6-2 Mike Daugulis (ass. A.Pedersen, Thinnesen)
30:46 7-2 Mike Daugulis (ass. Thinnesen, A.Pedersen)
34:34 8-2 Frederik Sørensen (ass. Schaarup)
35:20 9-2 Mike Daugulis (ass. Sørensen, Thinnesen)
39:18 9-3 Aaron Lee (ass. Pistilli, Lamoureux)
Udvisninger:
ODB: 6×2
ESE: 6×2
Skudstatistik:
ODB-ESE 26-17 (9-7, 11-8, 6-2)
803 tilskuere i Bryggeriet Vestfyen Arena.

Publiceret 06 January 2016 10:00