Direktør Thomas Kristiansen, MemberLink.

Direktør Thomas Kristiansen, MemberLink.

Sønderborg-firma hjælper kajaksporten

MemberLink skal levere nyt softwaresystem til kano og kajakforbundet

erhverv Dansk Kano og Kajak Forbund har indgået aftale med softwarehuset MemberLink i Sønderborg om levering af et nyt softwaresystem til forbundet. "Det skal være let at administrere en kano- og kajakklub. Det er det enkelte medlem, der skal være omdrejningspunktet, og først herefter kommer klubben og til sidst forbundet," siger direktør i Dansk Kano og Kajak Forbund, Christian Jacobsen og fortsætter: "Det skal være sjovt og spændende at være med i ledelsen af de enkelte klubber, fordi der ikke er nogen dobbelt administration. Jeg betragter aftalen som en form for partnerskab, hvor vi har en fælles interesse i at levere en løsning, der gør hverdagen lettere for klubberne." Systemet som nu tilbydes alle klubber skal bl.a. gøre det lettere at opdatere og vedligeholde medlemsdata og udstede licenser til både roere og instruktører. Det er den første forbundsaftale for MemberLink, og direktør Thomas Kristiansen håber, at aftalen kan åbne døren til andre store idrætsforbund. MemberLink har specialiseret sig i udvikling af avancerede medlemssystemer til idrætsverdenen. Virksomheden blev grundlagt i 2011 af Thomas Kristiansen og beskæftiger fire medarbejdere. Aftalen med kano- og kajakforbundet betyder ansættelsen af en ny medarbejder.

Publiceret 06 January 2016 08:00