Anna S. Petersen bor i Ribe, men få dage før jul tog hun klovnenæsen på og blev til Ibi, hvorefter hun - uden ord - besøgte asylcentret i Hviding. Her bor flere end hundrede børn lige nu med ar på sjælen.

Anna S. Petersen bor i Ribe, men få dage før jul tog hun klovnenæsen på og blev til Ibi, hvorefter hun - uden ord - besøgte asylcentret i Hviding. Her bor flere end hundrede børn lige nu med ar på sjælen.

Klovneri:

Mangel på tid blev til pædagog-klovneri

Frustration over aldrig at have tid nok til mennesker har gjort Anna S. Petersen til pædagogisk klovn med god tid

Af
Louise Ritter

Det kan godt være, at sprog er vejen frem, hvis man for alvor skal integreres, men få dage før jul snørede Anna S. Petersen - i overført betydning - læberne sammen, satte sin røde næse på og hankede op i sin lille klovnekuffert, inden hun stille og roligt nærmede sig indgangen til asylcentret i Hviding. Uden et ord nærmede hun sig de første børn.
Alle er de helt nye i Danmark, men alligevel modige nok til at vise stor interesse for klovnens røde næse. Hendes paraply bliver også genstand for stor opmærksomhed, og en fælles regndans opstår på ordløs vis.

En dreng får øje på hendes regnbuetørklæde, som stille kommer op over hovederne på både dreng og klovn med en farverig hule til følge. Klovnens positive og glade lyde giver dyb øjenkontakt og latter under tørklædet. I klovnens kuffert er også sæbebobler til stor fryd for asylbørnene.

På intet tidspunkt tyer Anna S. Petersen til ord. Som nyuddannet pædagogisk klovn er kropssprog, mimik og lyde hendes arbejdsredskaber.

“Hvis jeg bruger ord i mødet med for eksempel handicappede eller som her børn, der ikke er sikre på sproget, så stiller jeg med det samme krav om svar, og hvis ikke de kan svare, opstår følelsen af mindreværd måske,” forklarer Anna S. Petersen, der lyder klovnenavnet Ibi, når næsen er på, og ordene væk.

Savnede tid til relationer

Anna S. Petersen er 27 år og uddannet socialpædagog. Hun har hjemme i Ribe, og fik i november papir på også at være uddannet pædagogisk klovn, endda som den første her i kommunen. Det var hendes pædagogarbejde, der fik hende til at tænke klovnetanker.

“Jeg ærgrede mig sådan over i mit eget arbejde, at der aldrig var tid til de tætte relationer, hvor kontakten kunne blive intens. Tiden var der simpelthen ikke, fordi vi i stedet skulle dokumentere alting og altid var på vej videre,” forklarer Anna S. Petersen om baggrunden for, at hun nu er en af kun få pædagogiske klovne i Danmark.
Hun og hendes klovnekolleger arbejder typisk med børn, unge og voksne med særlige behov. På asylcentret i Hviding var de traumatiserede børn i centrum, men Anna S. Petersen rykker også ud som Ibi på for eksempel plejehjem, hvor demente har stor fornøjelse af hendes besøg.
Som pædagogisk klovn er hun specialiseret i at møde mennesket præcis hvor det er, skabe kontakt via spejling og lyde og være sammen i nuet uden at overskride grænser.

Anna S. Petersen er den første pædagogiske klovn her i området. Hun blev uddannet i november og er specialiseret i at møde mennesker præcis hvor de er.

Anna S. Petersen er den første pædagogiske klovn her i området. Hun blev uddannet i november og er specialiseret i at møde mennesker præcis hvor de er.

Publiceret 06 January 2016 12:00