Debat:

Mit andet år i byrådet

To år er gået, siden jeg blev valgt ind i byrådet for Venstre. Det første år var spændende og lærerigt. 2015 var ingen undtagelse. Vælgere med med børn i folkeskolen, vil helt sikkert huske udskolingsdebatten og budgetteksten; Skolernes udskoling drives på tværs af folkeskolerne og optimalt set samlet på færre matrikler.
En, efter min mening, helt igennem dårlig beslutning og så lige i kølvandet på en folkeskolereform og en ny lærertidsaftale. Usædvanlig dårlig timing!
Hvorfor ikke afvente resultatet af folkeskolereformen, herunder den målstyrede undervisning og læringsmål, og så inddrage udskolingssammenlægninger, hvis de faglige resultater stadig udeblev. For debatten handlede jo om faglighed, ikke?
Derfor kæmpede jeg for skolernes udskoling, og derfor var min glæde ekstra stor, da borgmester Peter Sørensen i sommeren 2015 overraskede med at erklære planen for samling af udskolingerne død. Istedet skal skolerne arbejde sammen i klynger og videnudveksle.
Venstre gik ind til årets budgetforhandlinger med kravet om en vækstpakke. Vi vil have bedre vilkår for velfærdssamfundets fundament, det private erhvervsliv. En hel række forslag, heriblandt kortere sagsbehandlingstider og færre gebyrer. Det meste blev afvist, men driftsgarantien for private institutioner blev sat ned fra 3 til 1 måned. En beslutning som nu er gennemført og som har stor økonomiske betydning for de 10 private institutioner i vores kommune.
Tre måneder efter afvisningen af Venstres forslag om bedre vilkår for erhvervslivet, blev borgmesteren og Horsens Alliancen så enige om at arbejde for bedre rammevilkår for erhvervslivet. Så forunderlig kan politik også være, men i Venstre er vi glade for, at der ikke skulle gå mere end tre måneder, før Socialdemokraterne kom på bedre tanker. Peter Sørensen skal ikke lede længe efter et politisk flertal, vi er klar!
Sidst glædes jeg over en afklaring af løbeklubben Atleticas fremtidige placering. Deres klubhus på dyrskuepladsen er nedslidt, og grunden er i spil, når den nye motorvejstilslutning ved Hatting bliver gennemført. Atletica får nu egne lokaler i det spændende Vesthallenprojekt, hvor de skal dele møde- og køkkenfaciliteter med Freja og sportsfiskerforeningen i helt nyrenoverede lokaler.
Måske de engang i fremtiden vil kunne løbe over og træne i Bygholm Park, Danmarks største epicenter for motion og bevægelse. Et projekt som blev enstemmigt vedtaget i budgettet for 2015, men uvist af hvilke årsager, ikke er realiseret endnu. En ting har ikke ændret sig i de første to år. Tålmodighed er stadig en dyd, jeg ikke besidder.
Godt nytår!
 

Publiceret 06 January 2016 11:00