Camilla Eva Jørgensen (V) er tæt på at være kandidat til næste folketingsvalg. Foto: Peter Rasmussen

Camilla Eva Jørgensen (V) er tæt på at være kandidat til næste folketingsvalg. Foto: Peter Rasmussen

Politik:

Camilla er i spil som folketingskandidat

Camilla Eva Jørgensen er én af to muligheder som ny folketingskandidat for Venstre i Aabenraa kommune

Af
Peter Rasmussen

Til dagligt er hun ved at færdiggøre sin uddannelse i International Handel og Marketing, mens hun arbejder med Fleet Marketing hos en større bilforhandler i Syddanmark.
Hun er født og opvokset i Rødekro, student fra Aabenraa Statsskole i 2011 og flyttede herefter til Haderslev, hvor hun ved kommunalvalget i 2013 blev valgt til byrådet, derudover har hun studereret marketing i Kolding i de sidste fire år. Uddannelsen afslutter hun i slutningen af januar, mens hun allerede nu har taget sine første skridt ind i det private erhvervsliv. Nu er den 23-årige byrådspolitiker i spil til at blive Venstres næste folketingskandidat i sin barndomsby, Aabenraa.
”Jeg er meget ydmyg over, at kredsbestyrelsen indstiller mig som kandidat til opstillingsmødet. Folketinget har aldrig været et mål for mig, men jeg vil rigtig gerne gøre en forskel og jeg elsker at arbejde med politik – så det ville være dumt at sige nej, nu hvor jeg får muligheden," siger Camilla Eva Jørgensen, som man vil kende her fra avisens spalter, hvor hun er den ene halvdel af "Det politiske ungdomspanel".

Sundheds-dagsorden

Politisk er Camilla Eva Jørgensen mest kendt som næstformand i sundhedsudvalget og gennem sin såkaldte 'FairTrade-sag':
"Jeg er jo nok en meget stille og sensitiv pige. Men det er gået op for mig, at det ikke nytter noget at sidde hjemme og brokke sig. Jeg er nødt til at gøre noget. Jeg dedikerer derfor meget af min hverdag til at debattere hvordan vi kan gøre samfundet endnu bedre. Jeg kan godt lide at skabe lidt debat – og det synes jeg også at jeg har gjort i Haderslev Kommune,” siger hun.
Camilla begyndte sin politiske karriere allerede i gymnasiet. Her meldte hun sig ind i Venstres Ungdom:
"Jeg gik ind i politik, fordi jeg var træt af uambitiøse politikere. Det kan godt være, at jeg bare var en sur teenager, men jeg var træt af politikere, er ikke havde modet til at gøre en forskel og jeg var træt af den her curlingkultur, hvor staten stjal mere personlig frihed og ansvaret for eget liv blev næsten glemt," siger Camilla og fortsætter:
"Jeg var træt af, at staten gjorde næsten alle danskere til hjælpeløse. Det betyder at vi har færre ressourcer til dem, der virkelig har brug for hjælp. Mennesket er bygget til at passe sig selv så langt som muligt og når vi ikke længere kan det, så skal fællesskabet tage over. Jeg oplevede at staten gjorde nærmest alle danskere svagere, end de var. Alle havde brug for hjælp fra staten – og så bliver vi sat i kasser, i stedet for at blive set som individualister”.
På Venstres opstillingsmøde vil medlemmerne have to kandidater at vælge imellem:
"Jeg synes at jeg har en række fordele at byde ind med. Jeg er for det første ikke den typiske Venstre-mand, jeg er meget anderledes og dette afspejles i min politik og mine kampagner. Derudover har jeg et godt netværk, jeg kan skaffe stemmer udenfor Aabenraa og jeg har en tæt relation til pressen, partiets ledelse og kandidaterne fra de andre partier," siger Camilla og slutter: ”Jeg kan gøre Sønderjylland til Venstre-land igen” Modkandidaten ved opstillingsmødet er Mogens Dall.

Publiceret 06 January 2016 06:45