Oplev blandt andre Alex Riel og Stefan Pasborg på Bygningen i Køge i løbet af foråret.

Oplev blandt andre Alex Riel og Stefan Pasborg på Bygningen i Køge i løbet af foråret.

Flot forår på Bygningen

Musikforeningen Bygningen har nu sit store program for foråret 2016 klar - i alt 23 koncerter og stand up-shows venter i perioden frem til den 1. maj.

Af
Martin Rasmussen

Musikforeningen Bygningen er for 15. år i træk klar med et alsidigt forårsprogram med masser af musik og stand up til køgenserne.
Programmet rummer som sædvanlig en perlerække af danske artister og stand up-komikere. Af sidstnævnte står både Lasse Rimmer, Huxi Bach, Christian Fuhlendorf og Simon Talbot klar til at gå på scenen i Køge i løbet af foråret - alle med helt nye show - og musikalsk bevæger forårets program sig rundt i alle genre - lige fra traditionel jazz til folk, rock, blues, big band, country, pop og cajun.
Niels Hausgaard er som sædvanlig et de helt store trækplastre. Koncerten med ham blev også, som den plejer, udsolgt på ganske kort tid.
Et andet højdepunkt bliver, når sangeren i Big Fat Snake, Anders Blichfeldt, besøger Bygningen med The Big Apple Big Band, der spiller Beatles. The Big Apple Big Band består af 19 musikere med Steen Nikolaj Hansen som dirigent og Beatles-eksperten Per Wium som konferencier. I dette nye samarbejde med Anders Blichfeldt, Per Wium, Steen Nikolaj Hansen og Big Apple Big band får vi musik, fortælling og sang på et højt niveau og samtidig underholdende formidlet. Per Wium fortæller om The Beatles og introducerer sangene undervejs.
De næsten lokale The Beatophonics, der har stor succes med deres 60'er-lyd, kommer med Peter Belli som solist, til en koncert, som samtidig genopliver Køges gamle beatklub, Club Liverpool House, for en stund. Peter Belli og Rivalerne var ikke på programmet i de fire år, Club Liverpool House eksisterede, til trods for at de hørte til den tids største stjerner. Det rådes der bod på nu, hvor klubben i Musikforeningen Bygningens regi genåbner for en enkelt aften, og Peter Belli optræder som gæstesolist med The Beatophonics til en festlig aften, der bliver filmet til udsendelse på TV2 Charlie senere på året.

Fest med Citybois

Også X Factor-stjernerne Citybois kan opleves i Køge i foråret. De to teenagere, Anthon og Thor, har en evne, som er helt speciel på den danske musikscene: De kan rive deres mange fans med i deres verden og lade dem synge, danse og lege med i et univers fuld af befriende sjov.
I løbet af foråret kan man også møde Alex Riel/Stefan Pasborg 'Universe' feat. Annisette, Niclas Knudsen & Jeppe Tuxen på Bygningen. I denne konstellation ”mødes” Savage Rose med Ibrahim Electric, New Orleans og Stravinsky. Alex Riel og Stefan Pasborg tager lytteren med på en rejse gennem deres fælles univers af rytmik og harmoni, fortid og nutid, rock og jazz, nærvær og improvisation, power og puls - indrammet af så forskellige lydbilleder som Savage Rose, New Orleans street parades over swing til Igor Stravinsky. - Sammen var Alex Riel og Annisette med til at danne det nu legendariske Savage Rose, og derfor er særlig fornøjelse af kunne præsentere denne enestående konstellation, hvor Alex Riel og Stefan Pasborg har inviteret Annisette ind i deres ”Universe” som ”Special Guest”, sammen med guitaristen Niclas Knudsen og organisten Jeppe Tuxen, lyder det fra Jens Peter Halborg fra Musikforeningen Bygningen. Se hele programmet og køb billetter på www.bygningen.dk.

Citybois er et af de navne, der må forventes især at samle mange unge gæster til deres koncert på Bygningen.

Citybois er et af de navne, der må forventes især at samle mange unge gæster til deres koncert på Bygningen.

Publiceret 10 January 2016 07:00