Pædagogstuderende fra Aabenraa i is og sne

To pædagogstuderende har været en tur på Grønland i forbindelse med deres studie. Læs deres rejseberetning her

”Vil I ikke lige tage et billede ud gennem vinduet for mig? ” spørger en af vores medstuderende, der sidder to rækker bag os i det lille propelfly, der netop er sat i bevægelse.

Vi vender os om for at tage imod kameraet, mens bjerge og isblokke farer forbi flyets små vinduer. ”Jeg ville gerne selv tage et par billeder, mens vi letter, men jeg sidder klar ved nødudgangen,” siger han og rækker kameraet frem mod os.
Flyet ryster og det grønlandske ægtepar der sidder på rækken mellem os studerende sidder lænet tilbage i sæderne. Manden hjælper kameraet fra den ene til den anden hånd med et smil, før han igen sætter sig til rette.
Vi når dårligt at takke ham, før maskinens motorer drukner al anden lyd. Mens flyet vinder højde tages der billeder af alle de sneklædte bjerge, der omkranser den lille lufthavn i Kangerlussuaq. Stewardessen rejser sig fra sit klapsæde og sætter sig hen på de tomme pladser foran os. Hun spørger os, hvem vi er og hvad vi skal i Ilulissat. Vi forklarer, at vi er seks pædagogstuderende, der skal i gang med et udviklingsprojekt i samarbejde med Socialpædagogisk seminarium netop i Ilulissat.

Hun lyser op og giver os gode råd om, hvad vi ikke må gå glip af i og omkring byen. Blandt andet fortæller hun os, at vi skal prøve at spise isbjørn, hvis vi får muligheden, fordi det er en sjælden spise. Sidst hun spiste det, var det sommer, og kraften fra kødet gjorde hende så varm, at hun ikke kunne sove i flere dage. Hun griner hjerteligt, højt og længe, før hun tager sin vogn med kaffe og cookies og fortsætter sin tur ned gennem flyet. Alle turister forklarer hende om deres formål med turen, mens alle de lokale snakker med hende om deres familiemedlemmer og hvad der er sket i deres liv, siden de sidst sås.
Et par dage efter ankomsten til Ilulissat går vi fra butik til butik på jagt efter sælskindsluffer og andre kuriositeter. Vi flygter fra kulden ind i en lille butik, hvor en kvinde sidder bag disken og strikker. Da vi træder et par skridt ind i butikken for at se os omkring, får vi bag en reol øje på en sofagruppe, placeret midt i butikken.

En ung kvinde sidder og studerer, mens en mand sidder og ser fjernsyn. Da han får øje på os, lyser hans øjne op og han kommer os i møde med åbne arme. ”Hvor er det godt at se jer igen, hvordan har i det?”. Mens vi giver ham hånden, ransager vi vores hjerner for at kunne placere hvor og hvornår manden mente, vi havde hilst på hinanden før. Som kunne han læse vores tanker, sagde han ”jeg sad lige bag jer i flyet fra Kangerlussuaq”. Vi skynder os at takke ham for hjælpen med kameraet, og han spørger ind til vores oplevelser i Ilulissat. Da vi var færdige med at forklare, fortæller han selv om sin tur til Rhodos. Han spørger om der er noget bestemt vi kigger efter i hans butik, og da vi siger, at vi bare kigger os lidt omkring, skynder han sig til hen til disken og præsenterer os for sin kone.

”Husk at give dem rabat, for de læser samme sted som vores datter”. Den unge kvinde henne i sofagruppen kigger op fra sine lektier og hilser på os - og hurtigt fordyber vi os i snak om studier og praktikker. Overvældet over den enorme imødekommenhed kigger vi os omkring i butikken, og den enorme gæstfrihed stopper ikke der. På gaden på vej op mod kollegiet bliver vi standset af en kvinde der med stor nysgerrighed spørger, om vi kan lide at være her og om vi synes, her er for koldt. I samtlige butikker bliver småbidder af Grønlandsk kultur, historie og sagn fremlagt for os, mens vi kigger på udvalget.

Også på studiet bliver vi modtaget med åbne arme af de grønlandske studerende, der hurtigt inviterer os til børnefødselsdag med et kagebord der uden tvivl kunne få ethvert sønderjysk kagebord til at blegne!
Omringet af kager i alle afskygninger bliver der sunget fødselsdagssang for den lille pige, først på engelsk, så vi danske studerende kan være med til at lykønske hende, og dernæst en lang, grønlandsk sang, der fylder hele rummet med smukke toner.

Den grønlandske kultur er åben, ublufærdig, velkommen og lattermild. Latteren klinger højt og længe – og den smitter af på ens humør, så det er umuligt at gå i få minutter uden at trække på smilebåndet. På en bytur kan de nedlagte grænser og ublufærdigheden dog godt tage overhånd på måder, der kan få selv den mest byturs-garvede dansker til at rødme efter få minutter, men stemningen er indbydende og varm. Én plus én giver ikke længere to, og alle er en del af noget større.






Om de studerende:

Michael Andersen (33 år) og Mie Amalie Nyrup Rasmussen (22 år) går begge på pædagoguddannelsen i Aabenraa, hvor de netop har færdiggjort modul 12 som er det sidste modul på 4 semester. 
Sin fritid tilbringer Michael med sine to børn, friluftslivet og han roder lidt med sin computer.
Mie bruger sin fritid på at læse, både fag- og skønlitteratur. Hun kan lide at fotografere og spille computerspil.

Publiceret 10 January 2016 06:00