I efteråret 2015 var Torben Jarlstrøm Clausen inviteret til Norsk Høstfest i North Dakota, USA. Nu drager han til USA igen for at lave klippeværksted i Washington DC.

I efteråret 2015 var Torben Jarlstrøm Clausen inviteret til Norsk Høstfest i North Dakota, USA. Nu drager han til USA igen for at lave klippeværksted i Washington DC.

Papirklipper er igen inviteret til USA for at klippe sine små figurer fri

Papirklipper laver klippeværksted i Washington DC i slutningen af januar

Af
Connie Dyrløv

Normalt sidder Torben Jarlstrøm Clausen i Tarup i det nordvestlige Odense og klipper små figurer fri af papiret, når han da ikke passer sit arbejde som bæredygtighedskonsulent i Odense Kommune.
Men nu har ikke bare japanerne, men også amerikanerne fået et godt øje til den odenseanske papirklipper, som i slutningen af januar tager til Washington DC på vegne af den danske ambassade for at lave et klippeværksted på en festival, der fejrer den nordiske vinter.

Klippede sig selv fri

Og Torben Jarlstrøm Clausen glæder sig til at vise sine færdigheder frem, men sådan har det ikke altid været.
“I begyndelsen af min klippekarriere sagde jeg altid nej til at komme ud og klippe. Jeg sad så at sige selv fast inde i papiret og turde ikke helt springe ud. Selv om jeg ellers er udadvendt, havde jeg her et ømt punkt,” siger Torben Jarlstrøm Clausen.
“Jeg skulle i overført betydning klippes ud af papiret fuldstændig som mine små figurer,” siger han.
Siden dengang har Torben Jarlstrøm Clausen besøgt Japan to gange og er nu på vej til USA også for anden gang.
Torben Jarlstrøm Clausen er også blevet fast inventar på H. C. Andersen Festivals, hvor han årligt holder klippeværksted for ti skoleklasser.
Og når han holder klippeværksted, fortæller han altid, at der sidder en lille dreng med blomster på fødderne, som gerne vil gøres fri af papiret, så han kan komme ud og blive glad.
“Mine figurer smiler altid, for de er glade for at være kommet ud af papiret. Og smilet gør, at folk tager godt imod dem,” siger Torben Jarlstrøm Clausen, der er autodidakt papirklipper.

Det tager Torben Jarlstrøm Clausen tre til fire minutter at klippe en af de små mænd fri af papiret, når han laver klippeværksted. Privatfoto.

Det tager Torben Jarlstrøm Clausen tre til fire minutter at klippe en af de små mænd fri af papiret, når han laver klippeværksted. Privatfoto.

Deler instrument med HCA

Og selv om han er meget inspireret af H. C. Andersen generelt, er han ikke inspireret af den kendte digters papirklip.
“Vi kommer fra samme by, og H. C. Andersen klippede også mennesker, men derudover er der ingen lighed mellem os. Vi er bare instrumentkolleger,” siger Torben Jarlstrøm Clausen, som i øvrigt aldrig kigger på andres papirklip.
Torben Jarlstrøm Clausen sprang ud som papirklipper ved en tilfældighed i 2004, da han sad og klippede gækkebreve med sine små døtre. Undervejs fik han pludselig lyst til at klippe en mand, og siden har han klippet den ene menneskefigur efter den fri af papiret - og alle uden undtagelse smiler.
Torben Jarlstrøm Clausen har udstillet over 100 gange. To af gangene i Japan. Og nu er han så på vej til USA med sit klippeværksted for anden gang på bare et halvt år.

De små karakteristiske, glade mænd opbevares og transporteres sikkert i en bog. Efter samme princip som man passer på glansbilleder. Foto: Connie Dyrløv

De små karakteristiske, glade mænd opbevares og transporteres sikkert i en bog. Efter samme princip som man passer på glansbilleder. Foto: Connie Dyrløv

Det tager ikke mange minutter at fylde bordet med et stort arsenal af klippede mænd. De sorte sælges, mens de kulørte er demo’er. Foto: Connie Dyrløv

Det tager ikke mange minutter at fylde bordet med et stort arsenal af klippede mænd. De sorte sælges, mens de kulørte er demo’er. Foto: Connie Dyrløv

Publiceret 10 January 2016 10:00