Opbakning:

Hjælpen kom til at virke

Hvad gør man når man har døve børn, 100 fine høreapparater, men ingen til at tilpasse disse?

Af
Peter Rasmussen

Ofte er hjælpen tættest på når man har mest behov for den. Det oplevede den tidligere æreshertug Gudrun Jørsing, som utrætteligt arbejder for sit hjertebarn - en døveskole i det fattige afrikanske land Gambia.
Det begyndte da Gudrun Jørsing ansøgte Otican Fonden om støtte til et såkaldt "Audiometer" - et apparat, som måler et menneskes hørelse. Et sådant apparat stod tårnhøjt på ønskesedlen på døveskolen, og glæden var derfor stor da fonden sagde ja til at donere apparatet - en gave til en værdi af 38.000 kroner.
På døveskolen er det døvelærer Daniel Correra, der betjener apparatet, så han var med Gudrun Jørsings ord, overlykkelig.

Fik høreapparater

En anden fond, "GN Store Nord Fonden". har i flere tempi støttet skolen og projektet. De henvendte sig og spurgte om skolen kunne bruge et større antal høreapparater. I så fald ville de gerne donere disse. Gudrun Jørsing sagde straks ja, men det var så her problemet meldte sig:
"I vore dage er høreapparater så tekniske, at de skal tilpasses hver enkelt. Og den nærmeste person som kunne det, sad - så vidt man vidste - i Zimbabwe. Det kunne dog godt lade sig gøre at sende hende til skolen i Gambia. Desværre stod hun lige for at skulle på barselsorlov.
Men sammen med fonden lykkedes det at finde Hr. Sibanda, der er uddannet i audiologi på universitetet i Cape Town. Ud over at han er meget dygtig, taler han også flydende engelsk, hvilket er en stor fordel.
"Nu er planerne at han kommer til skolen i Gambia 14 dage i februar, hvor han - sammen med skolens lærer - vil finde de ca. 100 børn, som vil egne sig til at få høreapparater. De skal så have taget afstøbninger til apparaterne. Hr. Sibanda kommer så igen til skolen i marts og tilpasser de mange høreapparater. Hele dette projekt betales af GN Store Nord Fonden.
"Jeg er dem vildt taknemmelige for denne store håndsrækning. Den vil komme til at betyde et meget bedre liv for mange af døveskolens elever," fortæller Gudrun Jørsing, som desværre ikek selv har mulighed for at være på skolen når børnene for deres apparater:
"Det kan jeg desværre ikke skrabe penge sammen til," siger hun. Men fortsætter at der er meget at glæde sig over:
"Skuespiller Lisbeth Dahl har kontaktet mig og sagt, at hun meget gerne, helt uden udgifter for mig, vil komme og holde et foredrag om sit liv. Det er jeg så ved at planlægge til at ske i marts," slutter Gudrun Awa Jørsing.

Publiceret 10 January 2016 08:15