FC Fredericia henter offensiv hollænder - og sælger Hagelskjær

FC Fredericia styrker offensiven med Vincent Weijl, der senest har spillet i Spanien. Den 25-årige hollænder har blandt andet en fortid i Liverpool FC og har repræsenteret diverse hollandske ungdomslandshold. Vincent Weijl, der kan spille alle offensive positioner, har skrevet kontakt til 31. december 2016.
Cheftræner, Jesper Sørensen, udtaler i en pressemeddelelse:
“Han har vist sig flot frem i træningen. Han starter ikke fra nul fysisk, og han har nogle gode spidskompetencer. Han er god mand mod mand offensivt, og han har et godt spark. Vi mener samtidig, at vi kan rykke ham frem til sæsonstart. Så vi har fået et rigtigt godt indtryk af ham.”
FC Fredericia sælger spiller til Esbjerg fB
FC Fredericia har solgt Nikolaj Hagelskjær til Esbjerg fB. Den 25-årige forsvarsspiller, der har været i FC Fredericia siden 2012, skifter med øjeblikkelig virkning.
"Der har været stor interesse fra flere klubber i den bedste danske række. Samtidig har Nikolaj kontraktudløb til sommer, så vi kan også få et transferbeløb for ham. Jeg er meget glad på Nikolajs vegne," siger FC Fredericias direktør, Stig Pedersen.
Med Nikolaj Hagelskjærs afgang til Esbjerg fB kommer der til at mangle bredde i den bagerste kæde.
"Det er klart, at vi skal ud og hente en ny højre back. Der kigger vi på flere interessante spillere," siger Stig Pedersen.

 

Publiceret 15 January 2016 11:30