HB Køge har sikret sig en solid forstærkning til midtbanen i form af rutinerede Henrik Madsen.

HB Køge har sikret sig en solid forstærkning til midtbanen i form af rutinerede Henrik Madsen.

HB Køge skifter ud i truppen

Rutinerede Henrik Madsen er ny mand i HB Køge-trøjen. Til gengæld har man sagt farvel til Caion og Kristoffer Munksgaard.

Af
Martin Rasmussen

HB Køge styrker midtbanen med vinterens første tilgang. 32-årige Henrik Madsen vender tilbage til lokalområdet, hvor han som nyoprykket senior slog igennem i Køge Boldklub for over ti år siden inden han som 21-årig skiftede til AGF. Henrik Madsen er en arbejdsom, teknisk dygtig midtbanespiller, der også er kendt for at score mål fra sin position på midtbanen, skriver hbkoege.dk.
- Henrik Madsen er en lederskikkelse, som går forrest til både træning og kamp. Han har erfaring fra mange år på højt niveau og han er en spiller som vores mange unge spillere vil kunne læne sig op af og lære af. Henrik har masser af Superligaerfaring og er desuden en lokal knægt, som vi er glade for at kunne byde "velkommen hjem". I vores søgen efter lokal og regional forankring passer han perfekt, fortæller bestyrelsesformand Kenneth Christiansen til hjemmesiden.
Også klubbens cheftræner Henrik Lehm er svært tilfreds.
- Henrik har været vores transfertarget nummer et, og at vi kan lukke den aftale så hurtigt er meget tilfredsstillende. Stor tak til Henrik for at vise vores projekt tillid. Vi ved godt, at en spiller med det CV og de lederegenskaber stadig kan spille i Superligaen og tjene mere andre steder, så det er naturligvis en stor motivationsfaktor for alle i klubben, at han har til valgt os, fortæller Henrik Lehm ifølge hbkoege.dk.
- Jeg er rigtig glad for at lande i HB Køge. Det er et rigtigt spændende projekt HB Køge har gang i og så har klubben ambitioner om at komme op i landets bedste række igen, så det har betydet meget. Og så har jeg jo også nogle følelser for klubben. Der er selvfølgelig kommet en sammenlægning siden, men det er nu 13-14 år siden jeg debuterede for Køge Boldklub, så det er klart at det har også betydet en del for mit valg, siger Henrik Madsen selv om skiftet.
Henrik Madsen Superligadebuterede for Køge Boldklub som 19-årig og har i alt spillet næsten 400 kampe i karrieren, heraf 86 kampe i landets bedste række. Han har skrevet en to-årig kontrakt med HB Køge.
Til gengæld har man valgt at ophæve Caions kontrakt et halvt år før udløb, og også Kristoffer Munksgaard har spillet sin sidste kamp i HB Køge-trøjen i denne omgang.

Publiceret 17 January 2016 07:00