Det store strikkede værk med de meget markante farver kunne første gang opleves i Trekantområdets Festuge

Det store strikkede værk med de meget markante farver kunne første gang opleves i Trekantområdets Festuge

Så er der kæmpe-strik på Trapholt

700 borgere i Trekantområdet har hjulpet til med stort strikketøj

Trapholt slår torsdag 21. januar dørene op for udstillingen Maskernes Monument af den internationalt anerkendte kunstner Isabel Berglund. Med strikkepinden i hånden har hun skabt en gigantisk kunstinstallation, der når helt nye højder.
Siden starten af 2015 har Isabel Berglund samlet Trekantområdets borgere til et særligt kunstprojekt, hvor 700 borgere har grebet strikkepinden for at strikke farvestråelende trekanter til de seks forskellige bygningsværker. Der er blevet afholdt tæt på 100 workshops, hvor borgerne har mødtes med Isabel Berglund for at strikke elementer til værkerne. De seks byer fra Trekantområdets kommuner, Kolding, Fredericia, Vejle, Middelfart, Vejen og Billund har hver især strikket et værk til hinanden, for at understøtte kunstprojektets lokale potentiale.

Vist i Festugen

De seks monumentale værker blev første gang vist hver for sig i Trekantområdets seks byer under festugen i august 2015. I udstillingen på Trapholt forenes de seks elementer til én installation – Maskernes Monument. Det er første gang Isabel Berglund skaber en installation i så stor skala. Hun er til dagligt en eftertragtet udstiller både i Danmark og internationalt – herunder Milano, Seoul og London.
Iøjefaldende værk
Til Trekantområdets festuge kunne forbipasserende ved Svietorv se det monumentale værk, Tvillingehuset på hele fire meter. Isabel Berglund har udformet værket med inspiration fra et parcelhus, men huset er placeret i et urbant hjørne af Kolding med veje på begge sider. På den måde stod værkets udformning i kontrast til det omkringliggende miljø, som vækkede de forbipasserendes interesse. De stærke og iøjefaldende farver var også med til at fange borgernes opmærksomhed, så de ikke kunne undgå at se det imponerende værk i strik. Huset er strikket af borgere fra Vejle kommune til Kolding.
Udstillingen kan opleves på Trapholt 21. januar - 22. maj.
Den er støttet af Trekantområdets Festuge, Kolding Kommune og Nordea-fonden.

Publiceret 17 January 2016 14:00