Mandag:

Folketingsmedlem på besøg

Jesper Petersen (S) besøger lokal økologisk solstrålevirksomhed

Af
pra

Mandag er den lokale folketingsmand Jesper Petersen (S) og byrådsmedlem Henrik Rønnow (S), på besøg hos fødevarevirksomheden Hanegal i Haderslev. Den økologiske fødevareproducent er vokset for sjette år i træk og huser ca. 40 lokale arbejdspladser.
Hanegal kom i 2015 ud med et overskud på 2.9 mio. kr. Hovedsædet ligger godt nok i Silkeborg, men det er fabrikken i Haderslev, der varetager al produktion, pakning og forsendelse til Supermarkedskæder og grossister i Danmark.
”Hanegal har kunnet udnytte at danskerne lægger flere økologiske varer i indkøbsvognen, og har haft en imponerende fremgang, må man sige. Virksomheder som Hanegal er med til at skabe vækst og gode lokale arbejdspladser i Haderslev Kommune. Sådan en solstråle fortjener et skulderklap, og jeg glæder mig til at høre mere om deres virksomhed og mulighederne for endnu flere lokale arbejdsplader hos dem i Haderslev," siger Jesper Petersen forud for besøget.
De to socialdemokrater bliver mødt af fabrikschef Petter Olav Kjæraas, som vil vise rundt på fabrikken og fortælle mere om virksomheden og Hanegals produkter.
Besøget finder sted Kl. 13-14 hos Hanegal Syd, Finlandsvej 12, 6100 Haderslev.

Publiceret 17 January 2016 07:30