Et generationsskifte i KIF Brydning har været med til at gøre selv de yngste brydere til en større del af klubben.

Et generationsskifte i KIF Brydning har været med til at gøre selv de yngste brydere til en større del af klubben.

Generationsskifte har banet vejen

KIF Brydning er nomineret til Årets Forening i Kolding Kommune

De er ikke ret gamle, de brydere, der intenst forsøger at få fat om halsen på hinanden på en tidlig torsdag aften, men lyden er helt umiskendelig, når en af kombattanterne får overtaget. Lyden af en krop, der rammer måtten, er den samme, ligegyldigt hvor gamle bryderne er. Særligt når der, de unge aldre til trods, ikke bliver lagt fingre imellem.
KIF Brydning er nomineret til at blive Årets Forening i Kolding Kommune. Det vækker naturligvis glæde i den 116 år gamle klub, som blev stiftet på en lillejuleaften i 1899. De unge purke, der render rundt inde på måtten er nemlig i høj grad inkarnationen af, hvad der er lykkedes for KIF Brydning.

For to år siden blev Niels Hansen formand for foreningen, og en af hans visioner var, at der blev lavet et generationsskifte igennem hele klubben for at kunne binde den bedre sammen.

“Jeg synes altid, vi har haft god kvalitet i træningen, men vi har højnet den lidt ved at tilknytte nye og yngre trænere. Vi favner bredere nu. Blandt andet fordi vores trænere er gode til at tage hånd om alle. De har et godt øje for, hvem der har brug for ekstra opmærksomhed. Der er plads til både dem, som har ambitioner med brydning, men også dem, der bare gerne vil røre sig, men det ender tit med, at man bliver bidt af det, fordi det bliver sjovt at vinde, og fordi trænerne er gode til at vurdere de individuelle niveauer,” fortæller Niels Hansen.

Sikrer den røde tråd

I motivationen for nomineringen til Årets Forenng hedder det da også, at: “Udvikling af de aktive brydere følger et nøjes fastlagt system, der har sit afsæt i aldersrelateret træning på alle niveauer. Resultaterne er tydelige med medajler ved både mesterskaber og stærke internationale turneringer,” og det er med til at sikre den røde tråd i klubben, fortæller formanden.

“Vi gør rigtig meget ud af, at vi er sociale, selv om det er en individuel sport. Efter vi flyttede hertil (Sydbank Arena, red.), har vi ikke samme slags klublokaler, som vi havde før, så vi har arbejdet meget på at få klubånd og foreningsliv med indover,” siger Niels Hansen, som netop har forsøgt at samle klubben, når de forskellige medlemmer er ude til stævner.

“Vi giver en slags lederrolle til nogle af de unge medlemmer, når for eksempel de mindste er til stævne. Det har virkelig haft en god effekt på klubben, fordi de yngste medlemmer har fået nogen, der er nemme at se op til,” uddyber Niels Hansen.



Årets Forening

Prisen som Årets Forening uddeles til Fritidsfesten fredag den 5. februar. Ud over KIF Brydning er Kolding Motion og Kolding Klatreklub også nomineret.

Publiceret 18 January 2016 19:00