Fra hjemmehjælpens dagbog (7)

Det er søndag eftermiddag. Klokken er 14, og trætheden har for længst meldt sig, men der er endnu tre besøg, der skal overstås. Uden for hersker kulde og snelag.
En lille frisk dame skal besøges. Det er kun sket få gange før, men det har allerede vist sig, at hun godt kan være svær at stille tilfreds. Første tanke i entreen er, at den gamle dame er vant til at spare på varmen. Kulden udefra er fulgt med ind!
Det første, damen siger, er:
- Jeg skal have vand på mit fyr, ellers bliver her koldt!
I et splitsekund ser hjemmehjælperen 35 år tilbage. Det var dengang, én stod nede ved fyret og fyldte vand på med en haveslange, mens en anden stod på loftet for at advare mod, at vandet løb over.
- Har du nogen her i byen, der kan hjælpe dig? lyder spørgsmålet.
- Nej, men jeg har da dig!
Hjemmehjælperen forsøger at krybe uden om, for den slags har hun intet kendskab til.
Damen sukker. Underforstået: Hvor dum kan man være!
- Få nu bare mig over i kørestolen, så kan jeg fortælle dig, hvad du skal gøre.
Som sagt så gjort!
Damen fortæller om nogle skærme, der skal fjernes, om ure og duppeditter og trykker selv på de nødvendige knapper. Det går fint, skønt skærmene volder megen besvær at få på plads igen.
Igen sukker damen. Underforstået: Uduelig hjemmehjælper!
- Undskyld, at jeg ikke har taget en VVS-uddannelse, siger hjemmehjælperen!
Fruen fortsætter, da de er på vej ud af fyrrummet:
- Smæk nu ikke for hårdt med døren, så det hele falder sammen igen!
De planlagte gøremål bliver gjort, mens hjemmehjælperen tænker på, at hun kun har fået utak for sin hjælp. Fruen sidder nu i sin gode stol, og det er tid til at tage afsked.
Fruen siger:
- Hvor er du dygtig!
Overrasket, men også glad siger hjemmehjælperen med en hånd på den gamle dames arm:
- Men det var ikke gået uden din hjælp!
Kvitteringen er et smil, der er så varmt, at det varmer hjemmehjælperen lige så meget, som radiatoren nu varmer den gamle dame.
Trætheden er glemt, arbejdsdagen er blevet lidt længere end ventet, men den får en god afslutning.

Publiceret 18 January 2016 08:00