Silkehalen er en lille flot fugl, som kan tåle meget alkohol. Få inspiration til ture og oplevelser i naturen via Ole Klottrups facebook. Foto: Ole Klottrup

Silkehalen er en lille flot fugl, som kan tåle meget alkohol. Få inspiration til ture og oplevelser i naturen via Ole Klottrups facebook. Foto: Ole Klottrup

Naturen lige nu:

Silkehalen er på spritten

Den lille fugl kan tåle betydelige mængder alkohol

Af
Af Ole Klottrup

Her har vi silkehalen, en vintergæst fra nåleskovene i de nordiske lande, men den hører ellers hjemme i det enorme nåletræsbælte, der strækker sig hele jorden rundt. Den findes såvel i Nordeuropa og Sibirien som i Alaska og Canada.
Silkehalen forlader sin hjemegns skove om vinteren, hvis der bliver fødemangel, og så kan man visse år se flokke på flere tusinde fugle i Københavnsområdet. Vi ser ikke så sjældent mindre flokke her i kommunen, og så er seljerønnetræerne på volden ved Assistens Kirkegården populære.
Silkehalen kunne måske gøre nogle mennesker misundelige. Den er udstyret med en meget stor lever, som kan forbrænde betydelige mængder alkohol, og derfor kan den æde masser af gærede bær. Og alligevel flyver den uden slinger i valsen. Den foretrækker rønnebær, og de går i gæring og får et vist alkoholindhold. Hvis du lægger æbler ud, er der dog gode chancer for at få besøg af den.
Silkehalen ligner ikke nogen anden fugl på vores breddegrader med sin top, ansigtsmaske, gule og røde felter og den flotte, gule kant på halen. Dens kald er blevet sammenlignet med en klingen af sølvklokker. En attraktiv gæst at få besøg af i haven.
Hvis du har have, skulle du måske se, om der kan blive plads til et par rønnetræer.

null

Publiceret 18 January 2016 08:00