Andreas Wejs skal de næste fire år spille tennis for et amerikansk universitet. Privatfoto

Andreas Wejs skal de næste fire år spille tennis for et amerikansk universitet. Privatfoto

Sport:

Andreas skal på tennis-eventyr i USA

19-årige Andreas Wejs fra Sønderborg skal spille tennis på topniveau i USA

Af
Mikkel Hansen

Andreas Wejs fra Sønderborg har succes på tennisbanen.
I weekenden vandt han det jyske mesterskab i tennisdouble med makkeren Andreas Moltke-Leth, og til sommer går drengedrømmen om tennis i USA i opfyldelse.
I fredags skrev han nemlig under på en 4-årig kontrakt med Eastern Florida State College i Melbourne, øst for Orlando i Florida.
"Universitet fik for et par år siden en stor pose penge af en rigmand til at opbygge gode sportshold. De har hentet folk fra hele verden, og nu vil de så satse på tennis," der skal spille i den bedste tennisrække blandt universiteterne.
Universitetssport er meget stort i USA. I football kan nogle universiteter let tiltrække 50.000 tilskuere til en kamp.

En drengedrøm

"Jeg har været i kontakt med dem siden oktober, og det er en drengedrøm, der går i opfyldelse. Det har altid været et mål at komme til USA."
Kontakten til universitet kom gennem et tysk agentfirma, Athletes USA, der anbefalede ham til flere universiteter i USA.
"Jeg fik flere tilbud, men jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville til Melbourne."
Han får et stipendium, så han kan læse på universitet, der har 16.000 studerende, næsten gratis.
Andreas Wejs bliver en del af et herretennishold på ni, der skal bo i en villa for sig selv.
"Det bliver fedt at bo og træne med folk, der har samme ambitioner som mig. Jeg træner seriøst og drikker ikke alkohol. Det er en meget professionel kultur omkring sport i USA."

Træner 30 timer

Han studerer i dag på sidste år på Statsskolen under en Team Danmark-ordning, der betyder, at han bruge fire år på studentereksamen for at få mere tid til tennis.
Han træner omkring 30 timer om ugen.
"Jeg spillede også fodbold på højt niveau engang, men jeg er nok ikke så meget til holdsport. I fodbold kan du spille godt og alligevel taber holdet - og omvendt. I tennis er det kun mig. Nederlagene gør mere ondt, men sejrene er så meget større," fortæller Andreas Wejs, der har spille tennis siden, han var tre år.
Drømmen om en professionel karriere er ikke lagt på hylden:
"Der er ikke mange, der kan leve af professionel tennis. I USA får jeg et eventyr, og jeg kommer til at spille tennis på topniveau. De har mange gode trænere, så jeg kommer også til at udvikle mig. Så kan jeg måske forsøge mig som professionel derefter."

Publiceret 18 January 2016 10:07