Et dejligt liv i den friske natur er en af grundene til, at Lasse Thomsen ønsker at bygge hus i et nyt bæredygtigt økosamfund ved Oksbøl.

Et dejligt liv i den friske natur er en af grundene til, at Lasse Thomsen ønsker at bygge hus i et nyt bæredygtigt økosamfund ved Oksbøl.

Økosamfund:

Oksbøl får bæredygtig, økologisk bydel

Ung familie ønsker at etablere en bæredygtig bydel ved Oksbøl. Vil du og din familie være med?

Af
Kim Schou

Mange mennesker tænker på miljøet. Ikke alle gør dog noget ved det. Nu er en familie dog på vej med et helt nyt og spændende koncept i Oksbøl.

“Vi har arbejdet sammen med Varde Kommune det seneste års tid, og er nu i gang med, at udpege en egnet lokalitet samt at finde andre, som er interesserede i at bosætte sig på en ny måde,” fortæller 35-årige Sofie Damgaard Thomsen som sammen med sin jævnaldrende mand Lasse er ved at stable en andelsforening på benene.

“Der bliver både plads til familieboliger med egen have omkring samt fællesarealer,” fortæller Lasse Thomsen, som er glad for den positive respons, han har fået fra kommunens side.
Han er uddannet skov- og landskabsingeniør og arbejder som områdeleder hos Vej og Park i Vejen Kommune. Ligesom sin hustru er han glad for naturen.

Parret er netop flyttet til Oksbøl i et lejet hus, indtil de er klar til at bygge i det nye økosamfund.

“Jeg tror, der er mange, der ønsker en form for et fællesskab og frihed,” fortæller Sofie, som lige nu er på barsel fra sit job som skolelærer på Brorsonskolen og klar til at føde parrets andet barn sidst på måneden. I forvejen har de datteren Vigga på to år.

“Vi har selv de seneste år talt om, hvad livskvalitet er. Er det materiel rigdom eller et liv rigt på oplevelser med sin familie og mindre stress,” siger Sofie Damgaard Thomsen, som selv stammer fra Oksbøl, mens Lasse er fra Janderup.

Hvem drømmer ikke om at bo tæt på familie og venner. At leve et liv med tid og overskud til at være sammen med sin familie, sine venner, naboer mv. At kunne give sine børn en tryg og god opvækst, hvor de ikke skal puttes ind i travl hverdag med mange timer i daginstitution.

Inspiration

Inspirationen til den nye bæredygtige landsby har de blandt andet fundet i Friland Djursland, den Selvforsynende Landsby på Fyn og Soleng i Sønderborg.

Området skal være bilfrit og der skal ikke kloakeres eller opsættes gadebelysning. Det vil på grund af forenings formål om bæredygtighed samt gældfrihed være nødvendigt, at være helt eller delvis selvbygger. Derudover vil der primært blive brugt naturmaterialer og genbrugsmaterialer i byggeriet.

“Det kunne være spændende om alle medlemmer havde selvstændig virksomhed. Gældfriheden giver mulighed for at starte op i det små. På denne måde tjenes pengene i lokalsamfundet og de bruges igen i lokalsamfundet,” fortæller Lasse Thomsen.

Elektricitet kan ikke undværes, men den skal for så vidt muligt komme fra bæredygtige kilder. Derudover skal det også være muligt for de enkelte husstande at vælge om de ønsker at kobles på det offentlige elnet. Derfor skal der graves kabler ned i forbindelse med byggemodningen.

“Varmen skal komme via varmekilder som solfangere, solvarme, jordvarme, flexovne, masseovne osv. Derfor lægges der ikke fjernvarme ind i området. Ellers skal der være masser af frugthaver, fælles køkkenhave, dyrehold og meget andet, men naturligvis vil meget blive besluttet på medlemsmøderne,” slutter Lasse Thomsen.

De to idealisters vej til det nye samfund kan følges på facebooksiden Projekt Økosamfund ved Oksbøl.

Vigga på to år er for lille til at forstå noget. Men når hun vokser op i det nye miljø, vil hun nok takke sin mor og far, fordi hun fik muligheden. Her står hun med sin mor, Sofie Foto: Kim Schou

Vigga på to år er for lille til at forstå noget. Men når hun vokser op i det nye miljø, vil hun nok takke sin mor og far, fordi hun fik muligheden. Her står hun med sin mor, Sofie Foto: Kim Schou

Publiceret 19 January 2016 09:00