Der er ikke langt fra vejen til jernbanen, og nu sikrer Banedanmark området med hegn.

Der er ikke langt fra vejen til jernbanen, og nu sikrer Banedanmark området med hegn.

Banedanmark spærrer farligt område af

Bekymrede borgere frygter færdsel på jernbanen

Det har vækket bekymring hos beboere på Strandvejen i Kolding, at kommunen for nylig fældede bevoksningen imellem vejen og jernbanen, der løber tæt op ad vejen. Ikke fordi der nu er udsigt til banelegemet, men fordi det nu er muligt at færdes helt tæt på banen eller krydse den.
Hilda Oderkerk-Nygaard bor på Strandvejen, og hun har udtrykt sin bekymring over, at området nu er blevet åbnet og er lettilgængeligt for alle.
“Før var der jo et højt buskads, så man gik jo bare ude på fortovet, men nu er der helt åbent, og jeg tror, at mange bliver fristet til at skære et hjørne af, hvis man skal over mod Lyshøj. Der går mange unge her, og der er børn der leger og hunde der bliver luftet. Det er simpelthen for farligt,” mener Hilda Oderkerk-Nygaard.

Sætter hegn op

Selv om det er Kolding Kommune, der har fjernet bevoksningen, er det Banedanmark, der sørger for sikkerheden på togstrækningerne. Her er man nu blevet bekendt med, at der er opstået et område, hvor der kan opstå farlige situationer. Således har geografisk fagspecialist hos Banedanmark John M.W. Kristensen været ude at besigtige stedet.
“Vi har nogle forskellige politikker, når det kommer til sådanne områder, og her kunne jeg konstatere, at der er em ret stor sandsynlighed for, at nogen vil krydse jernbanen for at skyde genvej. Derfor har jeg besluttet, at der bliver sat hegn op hurtigst muligt på strækningen,” siger John M.W. Kristensen.

Presser på

Han kan dog endnu ikke sætte en præcis dato på, hvornår strækningen bliver spærret af, men John M.W. Kristensen lover dog, at det bliver behandlet som en presserende sag.
“Det bliver inden for en måned og forhåbentlig allerede inden for 14 dage. Jeg presser i hvert fald på, for vi kan jo absolut ikke have hængende på os, at nogen er i fare for at blive kørt over i sådan et område. Længere er den jo ikke,” konstaterer John M.W. Kristensen.

Publiceret 19 January 2016 12:00