Mogens Zarling har sagt op og stopper som udrykningslæge med udgangen af maj. Arkivfoto

Mogens Zarling har sagt op og stopper som udrykningslæge med udgangen af maj. Arkivfoto

Fredericias udrykningslæge siger stop

Alder, endnu en sparerunde og udsigt til, at ingen vil løfte arven har fået Mogens Zarling til at sige op

Af
Peter Friis Autzen

Det er ikke længere op til Region Syddanmark at afgøre, om udrykningslægen i Fredericia, Mogens Zarling, stopper. For han har sagt op med effekt fra 1. juni i år. Det skriver Fredericia Dagblad.
Den 68-årige læge så gerne udrykningslæge-ordningen fortsat. Men ingen vil løfte opgaven.
"Jeg har undersøgt, om der var nogle af mine kolleger, som var interesseret i at gå ind i et samarbejde om at fortsætte ordningen, men der er ingen, der har reageret. Det har jeg taget konsekvensen af og afleveret min opsigelse," siger Mogens Zarling til Fredericia Dagblad.
Han mener, at Fredericia og det vestfynske område, som han siden 1997 har dækket, bør have krav på et lokalt lægeberedskab. Ikke mindst, når skadeklinikker og sygehuse lukkes. Men det bliver altså ikke længere med ham selv ved rattet, hvilket blandt andre borgmester Jacob Bjerregaard (S) og regionsrådsmedlem Peder Hvejsel (V) er meget kede af.

Publiceret 19 January 2016 13:15