Direktør for Water & Wellness Jeppe Ulrich er ked af at det er kommet dertil hvor man bliver nødt til at indføre ID-kontrol på stedet. Men han vil gerne sikre sine stamkunder og sørge for at alle kan føle sig tryg på stedet

Direktør for Water & Wellness Jeppe Ulrich er ked af at det er kommet dertil hvor man bliver nødt til at indføre ID-kontrol på stedet. Men han vil gerne sikre sine stamkunder og sørge for at alle kan føle sig tryg på stedet

Nødvendig overvågning i Water & Wellness

Nødvendig overvågning i Water & Wellness
 
ID-kontrol har været meget omtalt den seneste tid, og nu er det også kommet til Randers.
Water & Wellness Randers har nemlig været nødsaget til at indføre stikprøvekontrol i Wellness-afdelingen. Baggrunden er at visse personer ikke har fulgt reglerne i afdelingen og ikke har lyttet til personalets henvisninger. Èn gang er politiet blevet tilkaldt. En kunde har fortalt Din Avis om hendes oplevelser på stedet
 
"Jeg var sammen med min teenagedatter taget i wellness-afdelingen for at få en god mor og datter oplevelse", siger hun skuffet.
Hun har valgt at være anonym, men Din Avis kender hendes fulde navn og identitet.
"Vi blev generet af en gruppe mænd først i 20´erne. De var fem-seks personer, der var meget højrystede og vi følte gang på gang, at de overbegloede os", fortæller hun.
"Det føltes også som om, de talte om os - specielt min datter - på deres eget sprog. De syntes helt tydeligt, at det var ok for dem at kigge sådan på os i vores badetøj", siger hun.
De gik flere gange ind i et andet lokale, for at slippe for deres blikke. Men den larmende gruppe kunne som alle andre gæster også bevæge sig rundt i wellnessafdelingen. Til stor gene for de øvrige gæster. Selv i saunaen var der ikke ro. Her fyldte gruppen meget, og der var slet ikke den ro, man forventer, der skal være i en wellnessafdeling, hvor folk kommer for at lade batterierne op.
"Vi kom der jo for at slappe af og få noget wellness i rolige omgivelser, og så regner jeg da ikke med, at der skal sidde en gruppe mænd og overbeglo os. Og især da min datter smurte sig ind i bodyscrub, følte vi, de stirrede helt vildt. På et tidspunkt kom de også ind i et lokale, vi var gået ind og satte sig nærmest sådan rundt om os. Det var vildt ubehageligt", fortæller vores anonyme kilde.
Personalet gjorde deres for at henstille til de højrystede gæster om at dæmpe sig, men de ignorerede dem blot. De forsøgte også at få det bedste ud af situationen, som var svær for dem at håndtere  .
Og netop sådanne episoder gør, at man nu går i offensiven med for at undgå. Direktør for Water & Wellness, Jeppe Ulrich fra Gribskov-gruppen, er ked af det er kommet dertil.
 
Politiet tilkaldt
"Vi gør det her for at kunne afvise gæster, der ikke kan opføres sig ordentlig og ikke forstår, hvad en wellness afdeling er", fortæller han til Din Avis.
"Vi må som virksomhed selv bestemme, hvem vi vil have som kunder, og det gør vi nu. Vi tager dette tiltag med ID kontrol for at beskytte vores stamkunder og for at fortælle andre, at vi tager hånd om problemet", siger han.
Han har ikke hørt om episoden med Din Avis´ kilde.
"Men det understøtter jo netop vores tiltag, og jeg er da ked af, hvis de har været generet på den måde. Jeg håber da, alle der oplever noget uhensigtsmæssigt her på stedet, giver det videre til personalet", siger han.
Jeppe Ulrich fortæller også, at man er i dialog med Østjyllands Politi om problemet, og at de er opmærksomme.
"De har sagt, at vi bare skal ringe, hvis vi oplever, at der er personer, der ikke forstår at begå sig her på stedet. Og jeg ved at personalet har oplevet, at de er blevet nødt til at smide folk ud. Men hellere det, så resten af vores gæster kan få en god oplevelse".
Teamleder for administrationen Rune Bjerregaard fortæller, at man én gang har været nødsaget til at tilkalde politiet for at få bestemte folk smidt ud fra stedet.
"Det var nogle, der ikke ville gå frivilligt, så politiet blev nødt til at eskortere dem ud. Og det vil vi jo helst ikke komme ud for igen", siger han.
Det eneste træk Randers Water & Wellness har haft indtil nu har været at tilkalde politiet, men nu går man altid yderligere til værks og indfører ID-kontrol til wellness-afdelingen.
"Vi har sikret os at det helt er i tråd med persondataloven. Vi må godt gemme navne, men ikke cpr-numre - så det er det vi gør", siger Jeppe Ulrich.
Foruden ID-kontrol har man nu også opsat videoovervågning i wellness-afdelingen.
"Det er i et lukket system, så der er kun et par af livredderne, der har adgang til det. Men vi har vurderet, at det er nødvendigt, netop for at sikre vores gæster, der kommer her for at få en god oplevelse", siger Jeppe Ulrich.
Her foruden har man også mindst én gang i timen besøg af de mandlige livreddere, der går en runde i afdelingen, for at sikre sig ro og orden.
Problemet er kommet som trold af en æske. Det har ikke været noget man på forhånd har tænkt igennem hos Randers Water & Wellness.
"Vi har slet ikke set det komme", siger Jeppe Ulrich.
"Vi var slet ikke klar over, at det i det hele taget kunne blive et issue at nogle grupperinger, ikke kan forstå at opføre sig ordentligt. Men nu gør vi det her, og håber at det hjælper", siger han.
"Ellers har vi jo en god dialog med politiet".
Tiltaget betyder derfor at kunder i den kommende tid kan blive bedt om at skulle vise sygesikringskort eller en anden form for ID-kort for at kunne få lov til at købe billet til Wellness-afdelingen. Man tager ikke imod grupper over seks personer.

Publiceret 19 January 2016 13:30