Hva' med kulturen?

I 1933 skrev Poul Henningsen „Hva´ med Kulturen?“, hvor han kritiserede den herskende kulturpolitik. I øjeblikket, hvor kulturen er trængt fra flere sider, kom jeg til at tænke på den sætning.
På Kultur- og idrætsudvalgets dialogmøde i Ejby Medborgerhus den 2. oktober 2014, var politikerne stolte over alle de forbedringer og de mange penge, man havde ofret på idrætten. Samtidig blev det klart, at alle pengene var skaffet ved nedskæringer på kunst- og kultur. Det bekræftede Jacob Mark, der dengang var medlem af byrådet.
Forsamlingen blev dog beroliget med, at nu var idrætsstrategien på plads og nu ville kulturen blive tilgodeset. Der skulle laves en kulturstrategi med deltagelse af foreningerne. Arbejdet skulle sættes i gang efter nytår. Men det var åbenbart ikke nytåret 2014-15, for der er endnu ikke sket noget her ved nytåret 2015-16.
I mellemtiden er Køge Park projektet kuldsejlet med store omkostninger for kommunen. Fiaskoen med Køge Park ser nu ud til at få den konsekvens, at kulturen endnu en gang skal betale prisen. De 72 millioner kroner, der var afsat på budgettet til et kulturhus i Køge er nu i fare for at blive puttet i en ny idrætshal. Hvis det sker, er det mere end tvivlsomt, om disse penge kommer tilbage til kulturen.
Det er beklageligt, at hverken partierne eller de enkelte politikere interesserer sig synderligt for kunst og kultur. Det er et lavt prioriteret område. Jeg håber, at det kun er tilsyneladende, men det tror jeg desværre ikke er tilfældet. Kunst og kultur er en livsvigtig del af vores liv og ikke ligegyldig glasur.  Kun én af de nuværende kommunalpolitikere i Køge stillede op ved sidste valg med kulturen som et af de vigtigste emner! Resten var tavse. Det er nu, at der er brug for, at de lokale politikere svarer på spørgsmålet: „Hva´ med kulturen?“.

Publiceret 19 January 2016 11:00