Når Philip er sammen med sine venner i Kongensgade, så hænger de ofte ud på Joe and The Juice. “Vi er bedste venner, og det er rart at have nogle, man kan snakke med om alt,” siger Philip, der bor i centrum med sin far, mor og tvillingebror.

Når Philip er sammen med sine venner i Kongensgade, så hænger de ofte ud på Joe and The Juice. “Vi er bedste venner, og det er rart at have nogle, man kan snakke med om alt,” siger Philip, der bor i centrum med sin far, mor og tvillingebror.

Musik:

Philip fra Esbjerg deltager i MGP 2016

Når de 10 finalister i MGP går på scenen i Forum Horsens den 20. feb., er Philip fra Esbjerg blandt deltagerne

Af
Rune Weitling

Charme, selvtillid og lækkert hår. Philip Elsted Hansen fra Esbjerg kan sætte flueben ved alle tre ting, og den 20. februar får både esbjergensere og alle andre mulighed for ved selvsyn at opleve charmetrolden fra Esbjerg på en af landets absolut største scener.

Philip er nemlig nået gennem flere nåleøjer, og når sang nummer 10, “Kongensgade”, fremføres ved årets MGP 2016 i Forum Horsens, så er det med Philip bag mikrofonen. Og det glæder den unge mand fra Esbjerg sig i dén grad til:

“Det bliver da for fedt, og jeg glæder mig bare helt vildt,” siger Philip og gør næsten et lille hop i stolen.

“Musikken gør mig fri”

Philip Elsted Hansen er allerede godt medievant efter flere workshops hos Danmarks Radio i både Aarhus og København, men alligevel er det en ydmyg og velovervejet skoleknægt, som Lokalavisen Esbjerg møder til en snak om både hverdag og MGP eventyr:

“Det er gået virkelig hurtigt det hele, men jeg prøver at nyde det. Jeg startede med at sige til min sanglærer Julie (Julie Wieland, red.), at jeg godt kunne tænke mig at Indsende en sang til MGP. Så begyndte vi at arbejde lidt på en sang sammen, og den handler om mine bedste venner og jeg. Vi går ofte rundt og hygger os i Kongensgade, hvor vi snakker om alt muligt, for vi har ingen hemmeligheder, men hjælper tværtimod hinanden med alt. Det er egentlig dét, den handler om,” smiler 14-årige Philip, hvis sang var én blandt mange, mange hundrede indsendte, og som efter flere udskillelsesforløb altså nu er blandt finalisterne i Horsens.

“Det er vildt, det er det bare,” griner Philip og fortsætter:

“Der er sket en del med min sang, siden jeg indsendte den, og faktisk er det Pilfinger fra duoen Djämes Braun, der har produceret den,” lyder det ikke uden stolthed fra Philip, der ellers bruger sin fritid på lektier, venner, motorlære og musikken.

“Jeg elsker bare musik. Det gør mig glad og rolig, men også fri. Jeg føler, at jeg kan være helt mig selv i musikken, og jeg kunne godt tænke mig at leve af det engang,” smiler 7.a eleven fra Esbjerg Realskole, der begyndte til klaver som 10-årig, og som foruden timerne hos Julie Wieland også går på talentlinjen på Esbjerg Kulturskole, hvor han har sang, samspil og teori.

Den 20. februar er der MGP i Forum Horsens, og for første gang er Esbjerg repræsenteret. Det er med sang nr. 10 “Kongensgade”.

Den 20. februar er der MGP i Forum Horsens, og for første gang er Esbjerg repræsenteret. Det er med sang nr. 10 “Kongensgade”.

Også med hos de voksne

Der er plads til 3.500-4.000 publikummer i Forum Horsens, og ugen inden at MGP løber af stablen, er det de voksnes Melodi Grand Prix, der skal afvikles samme sted. Og her skal Philip også på scenen:

“Ja, alle os fra MGP skal optræde med vores fællessang, så det bliver også fedt. Ja, jeg glæder mig altså bare helt vildt,” griner den charmerende knægt, og det kan man ærlig talt godt forstå.

Publiceret 19 January 2016 11:45