Så er den gal igen:

Merrild-glad kaffetyv slog til mod samme butik

Denne gang har Meny manden på overvågningskameraerne

I sidste uge skrev Lokalavisen Odense om, at en kaffetørstig tyv havde slået til mod supermarkedet Meny på Mågebakken i Odense SV.
Her blev der stjålet 96 poser Merrild-kaffe fra et vindfang i butikken, efter gerningsmanden havde smadret indgangspartiet og udrettet skade for, hvad en Meny-medarbejder vurderede til at være godt 40.000 kroner. 
 
LÆS OGSÅ: Kaffetørstig indbrudstyv: Stjal 96 poser Merrild fra supermarked
Natten til tirsdag klokken 02.37 var den så gal igen, men denne gang er manden blevet fanget på butikkens overvågningskameraer.
Det fortæller samme Meny-medarbejder til Lokalavisen Odense.
"Vi har fået kameraer op efter alle de her indbrud, og vi kan se, at det er sådan en pjusket mand med langt skæg, der kører alene rundt på en lille, hvid damecykel med anhængertræk. Vi har tydelige billeder af ham."
I politiets døgnrapport står der, at manden har stjålet "cirka 100 poser Merrild-kaffe samt Merrild-kaffepuder".
Hos Meny vurderer man dog, at der var tale om endnu mere.
"Nej, denne her gang er det mere. Han stjæler kraftedeme kaffe for cirka 7.000 kroner. Han går direkte efter kaffen. Det er det eneste, han vil have. Jeg ved ikke, om han sælger det videre til folk herude i lokalområdet, eller hvad han gør," siger Meny-medarbejderen.
Denne gang vurderer man skaderne til at løbe op omkring 50.000 kroner.
"Han har smadret for 50.000 bare i indgangspartiet. Den store dør er blevet vredet godt og grundigt."

Publiceret 19 January 2016 09:13