Velkommen hjem, Jan:

Pytlick præsenteret

HC Odense præsentere på et pressemøde tirsdag Jan Pytlick som ny cheftræner

Så blev det endelig officielt.
Den seneste tids rygter blev i dag til realitet, da HC Odense på et pressemøde på Radisson Blu Hotel i Odense kunne præsentere fynbo og tidligere landstræner Jan Pytlick som ny cheftræner.
Et vaskeægte scoop.
Pytlick har fået en treårig aftale, der træder i kraft fra 1. juli.
Jan Pytlicks opgave bliver at bringe HC Odense i toppen af dansk dameliga håndbold i samarbejde med teamet omkring truppen.
”Med ansættelsen af Jan Pytlick får vi i HC Odense en træner fra allerøverste hylde med stor erfaring og kompetence. Vi har gjort et scoop med ansættelsen af Jan Pytlick, der om nogen er manden for at føre holdet til en position i toppen af ligaen. Han vil være med til at styrke attraktiviteten ift. tiltrækningen af spillere, tilskuere, fans og sponsorer,” udtaler Arne Buch, administrerende direktør, i en pressemeddelelse.
Jan Pytlick har i 16 år stået i spidsen for det danske kvindelandshold og er i denne sæson konsulent ved et af verdens fremmeste håndboldhold, Vardar Skopje.
”Med Jans internationale erfaring og netværk, kan han bidrage til at lægge et yderligere lag på holdets træningskultur. Vores ambitioner er store og Jan har nøjagtigt den profil, der kan bringe os i toppen af den danske liga i kombination med truppens erfaring, talent og bredde,” udtaler sportsdirektør Mark Jespersen.
Med Jans kompetencer og store netværk nationalt og internationalt er muligheden for at øge attraktiviteten omkring HCO både på og udenfor banen til stede.
”HCO er en utrolig spændende klub med interessante visioner. HC Odense har en kompetent og engageret bestyrelse og ledelse, som jeg glæder mig til at arbejde sammen med i realiseringen af de skitserede planer og visioner. Derudover ser jeg et stort potentiale i udviklingen af håndbolden på Fyn, ikke mindst i samarbejde med HCOs stadigt stigende sponsorkreds,” siger Jan Pytlick om det kommende samarbejde.
HC Odense håber, at nuværende træner, Ulrik "Spåne" Kirkely, vil takke ja til at blive assisterende træner under Pytlick. Det spørgsmål bliver afklaret i nærmeste fremtid, skriver klubben.

Publiceret 19 January 2016 14:21