Af Niels Erik Madsen

Af Niels Erik Madsen

Et stort tillykke!

Der har været op-og nedgangstider - nok mest det sidste - for den jubilerende Hvidovre Ishockey Klub, der runder de 50 år på fredag. En konkurs-tur for år tilbage, og forsøget på genrejsningen med Copenhagen Hockey, med to andre klubber for 3-4 år siden, er et par af de lidt brogede kapitler i klubhistorien. I alle 50 år har der været ildsjæle og folk i klubben, der satsede og gerne så Hv.IK blandt landets allerbedste. Og sådan skal det vel også være, selv om det kan være noget risikobetonet og de økonomiske forudsætninger ikke er ideelle. Eksempelvis har idrætten i Hvidovre svært ved at få kontakt med de rigtige store virksomheder, fordi de ikke - som i provinsen - ledes af lokale folk. I et vist omfang kan det også skyldes den kommunale idrætspolitik, der ikke i første række har sigte på at fremme elitesporten, - modsat vore nabokommuner Rødovre og Herlev, i hvert fald hvad ishockey angår. Alt tyder på at den jubilerende klub også i år vil kunne kvalificere sig til oprykningsspillet; men vinder Hv.IK rækken, er det ingenlunde sikkert, at man vil tage skridtet op i landets bedste liga. Belært af de bitre erfaringer. Til gengæld kan man glæde sig over en succesfuld dameafdeling, der flere gange har vundet DM-guld og har store profiler på damelandsholdet. Altsammen giver et indtryk af at fornuften råder i klubben, og at man har fået fremelsket en god klubkultur i Hv.IK. Vi ønsker dem lykke og held fremover, - og et stort tillykke med 50 års jubilæet.     

Publiceret 21 January 2016 08:00