Johannes Glue – er efter en imponerende indsats i 2015 indstillet til SIKR’s Talentpris.

Johannes Glue – er efter en imponerende indsats i 2015 indstillet til SIKR’s Talentpris.

Frejas guldfugl

Johannes Glue indstillet til prisen som Årets Talent


15-årige Johannes Glue er at de mest lysende talenter i dansk atletik. Randers-drengen vandt sidste år fem danske ungdomsmesterskaber i forskellige atletikdiscipliner og er nomineret til prisen som ”Årets Talent” i Randers Kommune.
Når sportsfejring 2015 løber over scenen i Arena Randers lørdag den 30. januar, vil der være nerver på blandt mange af gæsterne, inden det afsløres, hvem der er blevet hædret med de eftertragtede priser.
En af de spændte vil være 15-årige Johannes Glue, der efter en imponerende indsats i 2015 er indstillet til Talentprisen, som uddeles af SIKR.
I sommer hjemførte han tre DM-titler og to sølvmedaljer til Randers Freja Atletik. Tidligere på året blev det - ved de danske indendørsmesterskaber - til to guldmedaljer, én sølv- og én bronzemedalje i U15-klassen. 
En indsats, der blev belønnet med en plads i atletikforbundets talentudviklingsprogram. Her skal han - sammen med syv klubkammerater - deltage i en række samlinger i årets løb.
Johannes Glue går til daglig på Eliteidrætsskolen, Randers, hvor der to gange om ugen står morgentræning på programmet.
 
Et stort flagskib
Afdelingsleder Jeppe Thomsen kalder ham:
"Et af de store flagskibe på skolen. En ung mand, der fortsat er i stor udvikling".
Alt i alt bliver det til 12-14 timers træning om ugen. Et hårdt program, der - uden tilbuddet fra Eliteidrætsskolen - ville være vanskeligt at få til at hænge sammen. 
Hele seks trænere tager sig af stortalentets udvikling: Foruden hovedtræner Rene Kvist, der også tager sig af styrketræningen og som har kaldt Glue "guldfuglen", er to tekniske trænere, en atletiktræner, en morgentræner og en læge på banen.
"De har hver deres styrke og kan således hjælpe mig i forskellige sammenhæng. Et perfekt set-up, der er grunden til, at både min teknik og styrke udvikles," siger Johannes Glue, som også har fuld opbakning fra sine forældre, der hele tiden følger med fra sidelinjen.
Helt i Eliteidrætsskolens ånd er Johannes Glue indstillet på at kombinere idræt med uddannelse.
"Selvom jeg bruger megen tid på træning, ser jeg stadig uddannelsen som vigtig, og jeg har lige så høje ambitioner for uddannelsen som for sporten. Når eliteidrætsskolen slutter til sommer, skal jeg på gymnasiet, og her er vi i gang med at finde ud af, om jeg kan fortsætte med morgentræningen, da kvaliteten af den er optimal for min videre udvikling".
Du er en meget alsidig all-round atlet. Bliver du på et tidspunkt tvunget til at vælge en disciplin - og så satse fuldt på den?
"Jeg vil helst ikke sætte en disciplin på endnu, men jeg tror dog, det bliver højdespring, trespring eller kort hæk, som bliver min disciplin. Lige nu træner jeg alle spring og hæk, da det giver en god koordinering og smidighed. Det er vigtigt for mig, at styrke og teknik følges ad, da det giver det bedste resultat på den lange bane."
Hvad forventer du af fremtiden - mål og drømme. Sagt på en anden måde: Hvor står du om 10 år?
"Jeg håber, jeg er blevet er så god til sin sport, at jeg går på College i USA og læser medicin. Sportsligt vil jeg gerne med til de store stævner som Diamond League, ligesom at deltage ved OL, EM og VM også er på ønskelisten".

JOHANNES GLUE

15 år

I Randers Atletik Freja siden 2012. Har tidligere dyrket atletik - på børneholdet -i Randers Atletik Real.
Dansk U15 mester i trespring, højdespring og 300 meter hæk i 2015

Dansk U15 mester i trespring og højdespring, indendørs, 2015
Danske rekorder:
Indendørs længdespring for 12 årige: 5,29 m
Indendørs trespring for 14 årige: 13,29 m
Personlige rekorder: Højdespring 1.85 m. Længdespring 6,06 m. Trespring 13,61 m.

100 hæk 15,50.

Publiceret 21 January 2016 12:00