Masser af kilometer i benene bliver det til, efter at Johnni Perschke har lagt sin livsstil fuldstændig om, og har tabt sig 35 kg. (Foto: Motionsbilleder.dk).

Masser af kilometer i benene bliver det til, efter at Johnni Perschke har lagt sin livsstil fuldstændig om, og har tabt sig 35 kg. (Foto: Motionsbilleder.dk).

I fuld fart til et bedre liv

41-årige Johnni Perschke har ændret livsstil fuldstændig. Nu er han 35 kg lettere

Af
Af Betina Skjønnemand

“Jeg fik jo sidestik, når jeg skulle vaske mit hår,” lyder det med et smørret grin fra 41-årige Johnni Perschke fra Aabenraa, når snakken falder på, hvorfor han i 2011 helt omlagde sin livsstil.
Dengang pegede viste badevægten omkring de 100 kg, hvor den i dag viser 64 kg med lysende tal.
Ligeså lysende klart står det, at Johnni Perschke for altid har lagt den usunde livsstil bag sig. Nu står den på fem ugentlige løbeture, sund mad, fire træningspas i fitnesscenteret og masser af søvn.
“Jeg går i seng omkring kl. 21.30 syv dage om ugen. Til gengæld er jeg superfrisk om morgenen, og har til hverdag altid enten en løbetur eller et træningspas overstået, inden klokken er otte”.
For Johnni Perschke er den sunde livsstil krøbet helt ind under huden på ham.
“Jeg har haft kriser undervejs, men jeg har faktisk haft flest, hvor det var ved at kamme over med træningen, og ikke fordi jeg faldt tilbage i de gamle vaner”.

Ny opdragelse

“Den største udfordring er fortsat kosten. Selvom jeg i princippet kan spise, hvad jeg vil, så ligger det nu efterhånden på rygraden at vælge de sunde løsninger. Men selvfølgelig bliver man fristet,” fortæller han.
“Jeg er jo blevet opdraget med, at man spiser op. Den lærdom har jeg efterhånden lagt fra mig, og jeg gør meget ud af - også overfor min teenagesøn - at fortælle, at man ikke behøver spise op. Kan man ikke spise mere, så levner man”.
Den nye livsstil har stor indflydelse på hans energiniveau, der er røget voldsomt i vejret.
“Mange spørger, hvordan jeg får tid og energi til at dyrke så meget motion. Jeg plejer at sige, at jeg har ikke tid til at lade være. Motionen giver mig så meget mere overskud, end jeg nogensinde har haft før. Jeg når langt mere og er langt friskere end før”.
Johnni Perschke holder styr på sin motion via sit gps-ur. Derfor ved han også, at han i 2015 løb over fem kilometer i snit om dagen.

Alkoholen har Johnni Perschke også lagt på hylden. Nu fester han to til tre gange om året, og ellers hedder det nul alkohol. (Privatfoto).

Alkoholen har Johnni Perschke også lagt på hylden. Nu fester han to til tre gange om året, og ellers hedder det nul alkohol. (Privatfoto).

Vejret er ingen hidring

“Jeg er med på, at det er noget over gennemsnittet. Men jeg nyder at løbe. I starten var det den gode følelse efter løbeturen, jeg eftersøgte. Nu er det selve løbeturen, jeg nyder,” fortæller han og fortsætter: “Jeg forsøger sjældent at løbe en bestemt distance på en bestemt tid. Det er bare med til at flytte mit fokus fra at nyde løbeturen”.
Det danske vejr er heller ikke nogen undskyldning for at lade løbeskoene stå, mener han.
“Jeg har ikke løbet et eneste skridt på løbebånd sidste år. Jeg gider det simpelthen ikke. Og man bliver jo frisk af at løbe i regnvejr”, slutter Johnni Perschke.

Publiceret 21 January 2016 06:00