God nyhed:

Agerbæk Bibliotek lukkes ikke

Underskriftindsamling til fordel for Agerbæk Bibliotek gjorde stort indtryk

Af
Kim Schou

Hvad der for få måneder siden lignede en lukning af Agerbæk Bibliotek, blev forleden afværget i byrådssalen i Varde. 984 lokale borgere skrev før jul under på, at de vil bevare biblioteket i Agerbæk.

Det var Holger Grumme (R) der under byrådsmødet kom med en lang redegørelse og en forsvarstale for bibliotekets fremtid.

Varde Kommune skal finde besparelser på 400.000 kroner og i sin tale kom Holger Grumme ind på, at besparelsen kun ville blive 250.000 kroner ved at nedlægge Agerbæk Bibliotek og at der ikke var medregnet udgifter til bogbussen på 150.000 kroner.

Borgmester Erik Buhl (V) har derfor stillet et forslag om at udvalget finder en ny løsning på besparelsen.

Dermed ser det ud til at det ender med et kombineret fælles/skole bibliotek i den kommende multihal.

Byrådsmødet i Varde blev i øvrigt livestreamet via nettet i en flot kvalitet, der efterfølgende har fået mange roser med på vejen.

Publiceret 21 January 2016 09:45