Karéen set fra hjørnet af Kongensgade og Englandsgade.

Karéen set fra hjørnet af Kongensgade og Englandsgade.

Nu kommer karéen:

Byggeriet går i gang 1. marts

Den 1. marts ser endnu et spændende boligprojekt dagens lys i Esbjerg. Det er KD selskaberne, der står bag byggeriet

Af
Rune Weitling

Spader, gravkøer og håndværkere står sjældent og samler støv i Esbjerg. Dertil er der ganske enkelt bare for meget gang i den, og inden længe skal et nyt, spændende boligprojekt i gang.

Den 1. marts begynder byggeriet af boligområdet Karéen på en ganske central placering i Esbjerg, få skridt fra det kommende shoppingcenter Broen nær Kongensgade og banegården.

Det er KD Selskaberne, der efter nogle års tilløb nu klar med projektet i sin endelige form med KPC som totalentreprenør, og i en pressemeddelelse siger direktør Sisse Droob fra KD Selskaberne:

“Det nye shoppingcenter hjælper jo med til at føde et stort projekt som det her. Vi har afventet en afklaring for Broen, og vi har haft rigeligt med andre projekter i koncernen, men nu er tiden rigtig. Vi regner med, at Broen også vil gøre vores butikslejemål i Karéen endnu mere attraktive, så det hele hænger sammen.”

Borgmesteren imponeret

Det er langt fra første gang, at projektet Karéen bliver præsenteret, men i modsætning til tidligere er der altså nu sat dato for påbegyndelsen af projektet, ligesom de originale tegninger har fået flere krusseduller og ændringer siden den første streg blev slået.

I forhold til det oprindelige projekt er der eksempelvis nu flere lejligheder og mindre erhvervsareal, mens arkitekturen i Karéen dog har bevaret site særpræg med blandt andet brudte taglinjer og mellemrum mellem bygningerne. Det skulle gerne give masser af lys og hygge i det fælles gårdrum, således at Karéen får noget af den charme og det udeliv, man normalt forbinder med et byhus.

Borgmester Johnny Søtrup har også fået projektet præsenteret, og til Lokalavisen oplyser han, at han er vældig imponeret over projektet allerede:

“Det er et stort, spændende og visionært projekt, som spænder over tre gader i bymidten. Der er ingen tvivl om, at det vil give bymidten et gevaldigt løft. Sammenholdt med gågaderenoveringen og det nye indkøbscenter Broen, så bliver det et attraktivt hjørne af centrum.”

Karéen set fra en altan og ned mod gårdmiljøet.

Karéen set fra en altan og ned mod gårdmiljøet.

84 lejligheder og fem-seks butikker

Karéen kommer til at bestå af i alt 84 lejligheder – de fleste i en størrelse på 100-160 kvm kombineret med enkelte større lejligheder med store taghaver og altan til hver side af lejligheden. I stueplan bliver der i alt 3.000 kvm detailhandel, som ventes at blive fordelt på fem-seks butikker.

“I første omgang har vi fokuseret på at få kontrakten med KPC på plads. Næste skridt bliver arbejdet med at markedsføre lejlighederne, der får en god blanding af størrelser og prisniveauer. Karéen kommer til appellere bredt til alle, der lægger vægt på kvalitet og god arkitektur – både modne kunder, der flytter fra en villa i forstaden, og yngre mennesker, der vil have noget udover det sædvanlige,” siger Sisse Droob.

Lejlighederne forventes klar til indflytning inden julen 2017, og når byggeriet står færdigt, så rykker bygherren selv sit hovedkvarter tilbage til det sted, der er KD Selskabernes historiske udgangspunkt.

“Min farfar drev købmandsforretning nede på hjørnet, og min farmor boede i den lejlighed, hvor vi nu har kontorer,. Min far Keld Droob byggede selv sit første supermarked her,” fortæller Sisse Droob og fortsætter:

“Så også af den grund har vi taget os tiden til at lave det helt rigtige projekt. Det skal være i høj kvalitet med nogle spændende boliger, som både vi og hele byen kan være stolte af.”

Den 1. marts starter klargøring til nedrivning af den nuværende bygning på hjørnet af Kongensgade og Englandsgade, som fjernes i løbet af foråret. Straks efter går byggeriet i gang, så de første elementer efter planen skyder op i løbet af sommeren. Allerede i denne måned rykker KD Selskaberne sine kontorer ned på havnen, hvor man har lejet lokaler hos shippingfirmaet Niels Winther & Co. på Nordre Dokkaj.

Karéerne set fra hjørnet af Borgergade og Englandsgade i gadeplan.

Karéerne set fra hjørnet af Borgergade og Englandsgade i gadeplan.

Publiceret 21 January 2016 12:00