Bag arrangementet står ambassadøren for Ungdommens Røde Kors i Kolding, 19-årige gymnasieelev Elvis Comic

Bag arrangementet står ambassadøren for Ungdommens Røde Kors i Kolding, 19-årige gymnasieelev Elvis Comic

Weekendtræf:

Mød flygtninge fra Vonsild

19-årige Elvis Comic har sammen med sin gruppe i Ungdommens Røde Kors lavet et stort træf i weekenden, hvor danske familier og flygtningefamilier kan lære hinanden at kende.

Af
Af Emma Biørn Fish

På lørdag mellem klokken 11 og 17 kan koldingenserne møde flygtningefamilier på Godset, hvor Ungdommens Røde Kors i Kolding har arrangeret et flygtningetræf til fordel for de ny-ankommende asylansøgere, der er bosat i asylcenteret i Vonsild.
"Vi synes ikke, at vi i Danmark er gode nok til at tage imod flygtninge. De bliver glemt lidt, når først de er ankommet til asylcentret. Derfor har vi lavet et arrangement, hvor danskerne og flygtningene kan lære hinanden at kende," fortæller ambassadøren for Ungdommens Røde Kors, Elvis Comic.
Programmet for dagen varierer fra sportslige aktiviteter for alle til kortspil i mindre grupper. Desuden serveres sandwich, sodavand, kaffe og kage til alle.

Elvis Comic og gruppen fra Ungdommens Røde Kors byder alle velkommende, og håber på at se i hvert fald en 300-400 koldingensere samt 150 flygtninge med forskellige nationaliteter fra asylcenteret.

En personlig historie

For Elvis Comic er kampen for at få flygtninge til at føle sig velkommen en meget personlig kamp. Hans forældre flygtede nemlig til Danmark fra Bosnien, hvor halvdelen af familien omkom ved Srebrenica-massakren, der kostede mere end 7.000 bosniere livet.
"Mine forældre fik hjælp af Røde Kors, da de kom til Danmark og skulle starte et liv op fra ingenting. Det samme gjaldt for resten af min familie, som flygtede til forskellig lande i Europa, hvor Røde Kors hjalp dem i gang," fortæller han.
Derfor har Elvis Comic, udover gymnasiestudier og fritidsarbejde, arbejdet som ambassadør for Røde Kors de sidste tre år, ganske frivilligt.
"Flygtninge bliver placeret i asylcentre hele døgnet, men de skal da ud blandt borgerne og se, hvad Danmark er, hvem danskerne er, og hvordan tidligere flygtninge har integreret sig," siger han.

Medgang og modgang

Generelt er Elvis Comic og hans gruppe blevet bakket op af lokalområdet, men det hænder nu og da at de har mødt modstand. Eksempelvis har gruppen har modtaget et par ubehagelige beskeder fra borgere, der ikke bakker op om arrangementet.
"Vi har modtaget ret mange negative beskeder fra folk, der synes vi spilder vores tid på flygtninge. Men det stopper os ikke, nærmere tværtimod," siger han.
Heldigvis møder de langt mere positiv respons end negativ. For eksempel har Ungdommens Røde Kors søgt sponsorer i Koldings erhvervsliv, og har allerede nu fået en del støtte fra de forskellige forretninger, der blandt andet sponsorerer mad, drikke og lokaler til lørdagens arrangement. 
"Vi har hele 15 sponsorer, som vi gerne vil takke for deres hjælp. Dem, gruppen fra Røde Kors og vores 25 frivillige gør det hele muligt," slutter Elvis Comic.

Publiceret 21 January 2016 19:00