Bilernes modefarve – matrød
Vel vælger de fleste danskere en sølv eller sort bil. Men de afdæmpede farver er helt på tværs af moden – for hot lak på bilen i 2016 er rød. Og ikke bare rød, men matrød
Mat lak, men endelig ikke matsort, bliver den hotte mode i år. Alle farver som mat – altså bare ikke matsort – så det vil sige: Matrød, mattyrkis, matgul, skarpe farver, men altså endelig med mat overflade. På almindelige biler, på tunerbiler, racerbiler, superbiler, det hele.
Dette fingerpeg om bilmoden 2016 var tydeligt på vinteren største mode-messe blandt biler, biludstillingen Essen Motor Show i den tyske by Essen.
”En af de store tendenser på Essen Messen var matte biler,” fortæller Lars Kruse, activedriving.dk, der har besøgt og studeret messen. ”Mat folie eller lak er in og helst mat i farver. Desuden er det stadig in med detaljer i kontrastfarver,” fortæller Lars Kruse videre.
”En farve, der er set mere og mere de seneste par år, er rød. Jeg ser, at rød er på vej til at blive det nye sort. Tænk på hvor mange bilfabrikker, der også er hoppet på rød. Opel bruger netop denne farve på pressebilleder af den nye Astra, Renault kører kampagne på Clio ST og altid i rød. På Essen-Messen var rød også meget brugt – både på karrosseriet og f.eks. som kontrastfarve på fælge,” siger Kruse.
Hvordan ser fælgene ud
En afgørende del af bilens udstråling kommer fra fælgene. Hvordan skal de så se ud i år? Vi spørger Danmarks Mr. Brede Fælge, Jacob Arnes, direktør i Rally Centeret.
”Essen er bling! Derfor ser jeg ikke nødvendigvis den tyske modeudstilling som et katalog over de fælge, der bliver solgt i Danmark i den kommende sæson – hverken hvad størrelse eller hvad farver angår. Jeg ser fælgverdenen i Danmark 2016 som et marked, hvor vi er kommet lidt fri af åbningsspørgsmålet: Hvad er det billigste, du har til min bil? 2015 har vist os, at der blandt forbrugerne igen er ved at være et forsigtigt ønske både om kvalitet og muligheden for at skille sig lidt ud. Prisen må dog stadig ikke løbe løbsk.”
”Så mon ikke volumen stadig vil ligge i prisattraktive fælge i samme størrelse som bilens originalmonterede eller i bedste fald en tomme større. Sølv, sort og forskellige varianter af antracit (der så udmærket skjuler, hvis man ikke er en ørn til at rengøre fælge) vil uden tvivl være de dominerende farver. Og fremdeles med sølv som en klar vinder.”
”Og endelig er der den absolutte minoritet, som vi alle kigger efter, og som har modet til at vælge de nye fancy farver, der er så rigt repræsenterede på en messe som den i Essen,” konkluderer Jacob Arnes.
Publiceret 23 January 2016 12:00