Eva Madsen er formand for kontaktudvalget hos VUC Syd i Sønderborg, formand for VUC Syds kursistråd samt en af to kursistrepræsentanter i VUC Syds bestyrelse. Hun læser hf på andet år. Målet er en pædagoguddannelse.

Eva Madsen er formand for kontaktudvalget hos VUC Syd i Sønderborg, formand for VUC Syds kursistråd samt en af to kursistrepræsentanter i VUC Syds bestyrelse. Hun læser hf på andet år. Målet er en pædagoguddannelse.

Kursister på VUC Syd engagerer sig

VUC Syd har aktive kursister, der søger medindflydelse gennem kontaktudvalg, kursistrådet og bestyrelse

Eva Madsen på 24 år er i gang med at læse en samlet hf, der er fordelt over tre år, da hun er ordblind. Målet er en pædagoguddannelse, og enten idræts- eller socialpædagog lokker, men på vejen dertil har Eva også valgt at engagere sig i sin skole og sine medkursister.
"Jeg har meldt mig til kontaktudvalget, fordi jeg ønsker at gøre en forskel for kursisterne på VUC Syd. Alene er det altid svært at blive hørt. Derfor er det godt, at vi på VUC Syd har en struktur med organiserede kontaktudvalg og medindflydelse," siger Eva Madsen, der er formand for udvalget.
"Kontaktudvalget er jo døren ind til bestyrelsen for VUC Syd," tilføjer hun.

At gøre en forskel

Det er tillige en bestyrelse, som Eva Madsen er valgt til som kursistrepræsentant. Hun trives i høj grad med at være med dér, hvor der kan gøres en forskel for hendes medkursisters trivsel i løbet af skoledagen. Også selv om det kræver ekstra engagement og tager tid.
"Det er dog ikke noget, jeg tænker så meget over. Det er bare fint at være med til at gøre en forskel," siger hun.

Fælles aktiviteter

Kontaktudvalget står blandt andet bag en række større arrangementer, såsom forfatterforedrag og besøg fra tryllekunstnere, fælles juleafslutning og lignende.
"Vores kontaktudvalg fungerer rigtig godt. Vi får dagligt forslag fra de øvrige kursister, der gerne bruger os. Også til praktiske ting som at få bygget et større cykelskur. Det værste er at skulle lægge øre til klager om forskellige ting, som vi jo også tager imod. Der er heldigvis ikke så mange," smiler Eva Madsen og slutter:
"Jeg blev valgt ind i juni 2015 og vil gerne blive i udvalget til jeg er færdig med min hf-uddannelse. Det er vigtigt med en form for kontinuitet, tror jeg, så man ikke skal starte forfra hvert år."

Publiceret 23 January 2016 07:00