Med i den aftale, som Haderslev Kommune og Aleris Omsorg har indgået, er at alle overenskomster overholdes, og at ingen medarbejdere i fremtiden stilles ringere, oplyser Aleris.

Med i den aftale, som Haderslev Kommune og Aleris Omsorg har indgået, er at alle overenskomster overholdes, og at ingen medarbejdere i fremtiden stilles ringere, oplyser Aleris.

Aleris Omsorg:

“Vi overholder alle lønaftaler”

Haderslev kommunes private samarbejdspartner går i rette med den kritik, som 'Havkatten' har fremført

Af
Peter Rasmussen

Niels Alstrup, landechef for Aleris Omsorg i Danmark, har sendt dette svar på Carl “Havkatten” Skøtts læserindlæg på Lokalavisen Haderslevs webavis:
“Vi har læst dit indslag i Lokalavisen Haderslev, og det er beklageligt, at du har fået en fejlagtig opfattelse af Aleris Omsorg.
Aleris Omsorg har gennem de sidste 15 år drevet omsorg og pleje i Danmark med stort fokus på kvalitet og medarbejdertilfredshed. Vi har et godt samarbejde med de faglige organisationer og en meget høj tilfredshed ved vores årlige medarbejdertilfredshedsmålinger.
I forbindelse med overdragelsen af Hiort Lorenzen Plejecenter er der allerede etableret et godt samarbejde med de faglige organisationer i nærområdet, og der har været afholdt gode og positive møder med beboere, pårørende og personale.
Aleris Omsorg følger virksomhedsoverdragelsesloven og de gældende overenskomster, hvilket betyder, at alle medarbejdere på Hiort Lorenzen Plejecenter fortsætter på den overenskomst, som eksisterer i dag, og deres ansættelsesvilkår ændres ikke ved overdragelsen d. 1. april 2016. Der vil således ikke blive tale om, at personalet går ned i løn, eller på anden måde får deres vilkår forringet.
Vi glæder os til at komme til Haderslev.
Med venlig hilsen
Nis Alstrup, Landechef”

Publiceret 23 January 2016 06:00