Der bliver til juni et fyrværkeri af asiatisk kultur i Odense.

Der bliver til juni et fyrværkeri af asiatisk kultur i Odense.

Asian Culture Festival kommer til Odense

I slutningen af juni vil det vrimle med asiatisk mad, dans og musik

Af
Jesper Berg

Asian Culture Festival er en kæmpe succes i hjembyen Aalborg, hvor den sidste år tiltrak omkring 19.000 besøgende.
Og nu kommer den til Odense, hvor den vil brede sig ud over hele Brandts Klædefabrik, og fynboerne vil således kunne opleve den asiatiske stemning igennem Brandts Passage, på Amfipladsen og i Farvergården ved Kulturmaskinen.
Bag denne kultursatsning står 40-årige Puk Cao Thanh Hà, som i 2012 stiftede den velgørende organisation Sharing International.
Puk ser frem til at udvide festivalen til Odense:

”Odense er i en rivende udvikling, og især på den gastronomiske scene har byen virkelig meget at byde på. Med denne festival vil vi invitere fynboerne indenfor i den asiatiske kultur, og vi garanterer, at der vil være noget for alle sanser,” fortæller Puk Cao Thanh Hà i en pressemeddelelse.

Asian Culture Festival byder på gadekøkkener, hvor du kan købe og nyde fantastisk, sund asiatisk mad. Retterne vil være i små tapas-størrelser og kan købes til rimelige priser i alle boderne.
Børnene kan slå sig løs i sushi-kursus og kreative workshops med ansigtsmaling, origami, dekorering af vietnamesiske hatte og 'tò he', der er fremstilling af figurer i spiselig rismel. Og børnene kan også glæde sig til 'Vild med Sans', der er en sjov, musikalsk og interaktiv tur rundt i kroppens sanser. Der vil også være et større underholdningsprogram, hvor de besøgende kan opleve traditionel asiatisk dans og musik og andre kulturelle aktiviteter.

Sted: Brandts Klædefabrik Tid: 24/6 kl, 12-20 og 25/6 kl, 10-20

Publiceret 26 January 2016 08:00