Der er koncerter på hele tre scener ved årets musikmesse.

Der er koncerter på hele tre scener ved årets musikmesse.

Koncerter fra tre scener med musikungdommen

Hvidovre Musikskole er vært for stor Musikmesse på lørdag

For femte år i træk arrangerer syv kommunale musikskoler sammen Vestegnens Musikmesse. Det foregår på lørdag den 30. januar fra kl. 13.00 til 16.00 på Hvidovre Musikskole på Kettegård Allé 2.

De syv musik- og kulturskoler, som også samarbejder omkring Talentforum Vestegnen, er Albertslund, Brøndby, Glostrup, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj og Vallensbæk. - Vestegnens Musikmesse sætter fokus på koncerter, oplevelser, musikundervisning, Talentforum Vestegnen, MGK (Musikalsk Grundkursus), og andre muligheder for videreuddannelse, fortæller lederen af Hvidovre Musikskole, Per Egholm. Hvidovres borgmester, Helle Adelborg, byder velkommen, og derefter går det slag og slag på tre scener med koncerter, dels i Musikskolens Koncertsal, hvor de store orkestre og ensembler spiller og dels i lokale 8, hvor mindre grupper optræder samt på Caféscenen lige ved indgangen.

Også information

- Vestegnens Musikmesse vil gerne vise hvad musikskolerne på Vestegnen kan præstere, men vil også gerne pege på de muligheder der er for unge mennesker, der vil videre med musikken som kommende profession, siger Per Egholm. - Derfor er bl.a. konservatorierne og musikefterskoler indbudt. De deltagende undervisningsinstitutioner har stande, hvor man kan finde oplysninger og information. Endelig er der et område hvor forhandlere af musikinstrumenter og udstyr samt instrumentmagere har stande med præsentation og tilbud. Musikskolerne er værter ved eftermiddagens koncerter. De optrædende grupper er blandt andre Brøndby BigBand, Sydkystens Blokfløjtegrupper, Vestegnens Fløjtegruppe, Vallensbæk Harmoniorkester, Fresco fra Høje-Taastrup, Slagtøjs Band fra Glostrup, A Very Big Band under ledelse af Ole Kock Hansen, MGK Ishøj og Hvidovres Musicalhold, som leverer smagsprøver fra den kommende forestilling, RENT. Desuden naturligvis talentelever fra Talentforum Vestegnen. Kort sagt er der lagt op til en festlig musikalsk eftermiddag med gratis adgang.

Publiceret 26 January 2016 08:00