Nu er det igen tid til at indstille mestre og ildsjæle til hæder. (Arkivfoto)

Nu er det igen tid til at indstille mestre og ildsjæle til hæder. (Arkivfoto)

Masser af hæder ved Fritidsfesten

Kommunens traditionsrige hædrings- arrangement for mestre og ildsjæle bliver lidt anderledes i år

Sønderborg Kommunes traditionsrige hædringsarrangement for mestre og ildsjæle bliver lidt anderledes i 2016 og ændrer også navn til en Fritidsfest. Formålet er stadig at hædre mestrene og ildsjælene fra 2015.
Det nye er, at alle borgere nu får mulighed for at indstille personer og foreninger til de særlige hæderspriser.
Årets Fritidsfest holdes fredag aften den 8. april i Humlehøjhallen.
"Jeg håber, at rigtig mange af vores borgere og foreningsmedlemmer vil kigge sig rundt og komme med nogle gode bud på, hvem der skal hædres som årets ildsjæl og årets træner i 2015. Det samme gælder gode bud på årets forening og årets nye aktivitet i 2015. Jeg synes, det er en rigtig god idé, at alle borgere nu kan komme med indstillinger, hvor det tidligere kun var bestyrelserne i foreningerne," siger Charlotte Riis Engelbrecht, formand for udvalget for kultur, borger og fritid.

Mestrene giver sig selv

Mestrene giver sig selv. Her er alle foreninger i Sønderborg Kommune blevet bedt om at indsende oplysninger om medlemmer, der har vundet et danmarksmesterskab, et landsmesterskab eller et jysk mesterskab i 2015. Det samme gælder medlemmer, der har deltaget i et VM, EM og NM i 2015. Hædringerne omfatter medlemmer af foreninger, der hører under Folkeoplysningsudvalget.
Udover mestrene hædres aktive personer, talenter og fællesskaber.
Aktive personer omfatter årets ildsjæl eller foreningsmedlem og årets instruktør, underviser, træner eller leder. De indstillede skal have udvist en særlig interesse og engagement til gavn for børn eller voksne.
Årets talent skal have gjort sig særlig bemærket i 2015. Det kan være kunstnerisk, intellektuelt eller sportsligt.
Ved fællesskaber bliver der særlig hæder til årets forening og årets nye aktivitet i Sønderborg Kommune i 2015. Det kan være inden for idræt, spejder, amatørteater, musik, kunst, aftenskole med videre.
Det er kun foreningernes bestyrelser, der kan indstille personer til årets talent. Men alle borgere kan indstille personer og foreninger til hædring af aktive personer og fællesskaber.
Retningslinjer for indstilling findes på sonderborgkommune.dk (søg efter hædring i søgefeltet) og indstillingen skal indeholde en begrundelse for indstillingen.

Publiceret 26 January 2016 09:00