Midlertidig bus skal sikre nem adgang for patienter til lægehuset i Bjæverskov.

Midlertidig bus skal sikre nem adgang for patienter til lægehuset i Bjæverskov.

Ny ekstrabus kører direkte til lægehus

Byrådets teknik- og miljøudvalg besluttede forleden at indsætte en ekstrabus, så passagerer, der skal til lægehuset i Bjæverskov, slipper for at skifte bus undervejs

Passagerer der skal til Lægehuset i Bjæverskov fra fx Ejby, har siden efteråret måttet skifte fra 246 til 260R ved Lidemarksvej eller gå de sidste ca. 500 meter. Det skyldes, at Ejbyvej er spærret ved motorvejen, og derfor kan buslinje 246 mellem Borup og Solrød ikke køre sin sædvanlige rute til blandt andet lægehuset i Bjæverskov. Men nu har politikerne i Køges Teknik- og Miljøudvalg besluttet at indsætte en ekstrabus, så den bliver muligt at komme med bussen direkte til og fra Lægehuset, når der er akutmodtagelse mellem kl. 11 og 12 i hverdagene. Og det er formand for den såkaldte busgruppe i Køge Kommune Lis Hesselberg glad for.
- Rigtig mange mennesker bruger hver dag busserne i Køge Kommune. Derfor er det også vigtigt, at ændringer på vores busruter på grund af for eksempel gravearbejder får færrest mulige gener for borgerne. Det har været et stort ønske fra en del borgere, at de kunne tage bussen direkte til Lægehuset, så jeg er godt tilfreds med, at man nu har valgt at indsætte en ekstrabus en gang dagligt. Det vil ikke mindst de give gangbesværede muligheden for at komme til lægehuset uden at skulle ind og ud af to busser eller gå det sidste stykke, siger Lis Hesselberg.
Da Ejbyvej altså er spærret ved motorvejen, er ekstrabussen nødt til at tage en lille omvej. Til gengæld vil den med undtagelse af et par stop holde ved alle de stoppesteder på ruten mellem Ejby og Bjæverskov, som 246'eren gør på dens normale rute. Udover den nye ekstrabus blev der med den nye køreplan, der trådte i kraft 13. december, også kortere ventetid mellem 246 og 260R.
Bussen vil køre, indtil buslinje 246 vender tilbage på sin sædvanlige rute i løbet af maj.

Publiceret 26 January 2016 10:00