Afstemning lukker ned for renoveringsplan

Af
Emma Biørn Fish

Den omdiskuterede renovering af Bovias afdeling 22 i Skovparken er i dag blevet stoppet af stedets beboere. Dagens optælling efter beboernes urafstemning viste en snæver sejr til de af beboerne, der var imod renoveringsplanerne, som ellers ville have resultere i huslejestigninger på op mod 23 procent for 36 ud af de 140 hustande.
"Hver husstand har fået to stemmer, og resultatet blev 123 stemte imod og 100 stemte for renoveringen. Vi er ovenud glad for, at så mange husstande har deltaget i afstemningen," siger formand for beboerforeningen, John Thomsen.
Bestyrelsen, der har arbejdet for et nej til planen, som ville tvinge flere lejere ud af boligerne, talte stemmerne op i dag sammen med to repræsentanter for Bovia.
"Man kan jo ikke sidde sammen med modstanderne og åbne champagneflasker, men der blev da udvekslet glade blikke, da resultatet kom frem. Nu kan vi forhåbentlig lave en ny renoveringsplan, denne gang uden at 36 husstande bliver taget som gidsler," siger formanden.
Han og bestyrelsen glæder sig til at kaste sig over opgaven, som består i at finde den gyldne mellemvej, der fungerer både for Bovia og for alle afdelingens beboere.
"Vi har jo et stort mindretal i afdelingen, som stemte ja, så de skal selvfølgelig også tilgodeses. Det skal bare ske på en måde, hvor alle beboere kan være med," slutter John Thomsen.

Publiceret 28 January 2016 16:48