Coach Mark Pederson førte sidste sæson Energy til sølv, og nu har han forlænget sin kontrakt med klubben i to år. Arkivfoto: Rune Weitling

Coach Mark Pederson førte sidste sæson Energy til sølv, og nu har han forlænget sin kontrakt med klubben i to år. Arkivfoto: Rune Weitling

Energy forlænger med succestræner

Esbjerg Energy forlænger samarbejdet med cheftræner Mark Pederson, således at den nu 48-årige canadier fortsætter i trænersædet frem til sommeren 2018. Det fortæller direktør i Esbjerg Energy, Peder Krogsgaard, i en pressemeddelelse:
"Vi har med aftalen sikret kontinuitet på trænerposten i de to kommende sæsoner. Mark Pederson er en dygtig træner, som formår både at skaffe resultater, men også arbejde med talenter til gavn for såvel Esbjerg Energy som for dansk ishockey," forklarer Peder Krogsgaard og fortsætter:
"Mark Pederson har erfaringer som spiller fra både NHL og europæisk ishockey. Han har fungeret som træner på tre forskellige kontinenter og har et netværk, som Esbjerg Enegy profiterer af som organisation. Og så er han en moderne ledertype, der kommunikerer anerkendende og i øjenhøjde, med alle i og udenfor organisationen."
Selv forklarer træneren, at han deler de ideer og værdier, som ledelsen i Esbjerg Energy har, og derfor har han sat sin signatur poå en ny kontrakt:
"Ledelsen har samtidig demonstreret tillid til mig og min måde at gøre tingene på i hverdagen. Så når der er match mellem mål og værdier ikke bare i nuet, men også om ønskerne for fremtiden, er der grobund for en fortsættelse af samarbejdet omkring holdet og med organisationen," forklarer Mark Pederson, der er amerikansk gift og har spillet ishockey i både Canada og USA, inden turen gik til Europa, hvor karrieren fortsatte i Østrig, Sverige, Schweiz og Tyskland.
Sidenhen har han trænet i Europa, Asien og Nordamerika. Men han husker stadig fødebyen i Prelate i provinsen Saskatchewan, der i dag kun har 126 indbyggere.
Prelate var ikke nogen metropol. Meget af min opvækst var i Medicine Hat, som var halvanden times kørsel fra Prelate. Det er også en mindre by med omkring 60.000 indbyggere. Der gik jeg i skole og spillede for de lokale hold. Derfra har jeg mange gode minder og min mor bor stadig i byen," smiler canadieren og tilføjer:
"Så der kommer jeg stadig på besøg. Medicine Hat har en del ligheder med Esbjerg. Trafikken er udholdelig og myldretiden varer ikke hele døgnet. Det er en dejlig - ikke alt for støjende - by med dejlige mennesker. Nøjagtigt som Esbjerg."

Publiceret 28 January 2016 10:15